Fundet død efter en måned

En 68-årig fisker er lørdag morgen fundet død. Forsvandt for en måned siden i Limfjorden.

En fisker er fundet død efter at have været savnet i en måned. Her et billede fra eftersøgningen i oktober. Foto: Øxenholt Foto
Udgivet Opdateret

I midten af oktober blev en jolle med tændt motor fundet drivende rundt i Limfjorden uden nogle synlige spor af personen, der havde sejlet den. Af samme grund iværksattes en stor eftersøgning, der blev intensiveret, da familien til en 68-årig mand meldte ham savnet.

Nu er han fundet – en måned senere – død i selv samme fjord. Det skriver TV Midtvest på sin hjemmeside lørdag middag. Oplysningen er bekræftet af Midt- og Vestsjællands Politi, som Newsbreak.dk forgæves har forsøgt at få kontakt til den seneste halvanden time.

– Vi havde en kraftig formodning om, at det var ham. Vi savner ikke andre i området, og tidsmæssigt og fysiologisk passer det med, at han er kommet op til overfladen, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj, til TV-stationen.

Sejlede ud klokken ni

Klokken ni om morgenen sejlede den 68-årige mand ud fra Sillerslev ved Kås Bredning på Mors. Han skulle sætte hummertejner op ved den nordvestlige del af Fur om formiddagen den 13. oktober, men vendte aldrig hjem igen.

Sammenholdt med fundet af jollen, gjorde efterlysningen af manden, at der blev iværksat en stor eftersøgning i Limfjorden omkring Mors. Der blev sendt både i vandet, og en helikopter ydede udsynsassistance fra luften.

Lige lidt hjalp det, og aktionen blev efter en intens indsats indstillet, da mørket for alvor tog over. Så gik en måned.

Fundet i vandet

En forbipasserende på Feggesundvej i Nykøbing opdagede lørdag morgen ved nitiden noget, der lignede et menneske i vandet omkring fem meter fra strandkanten, skriver TV Midtvest.

Liget blev bjærget og kørt til Thisted, hvor politiet gennemgik lommer for identifikationspapirer. Desuden kunne en pårørende identificere den 68-årige, som altså har været savnet i en måned. Nu er han fundet.

Klokken 12.10 blev det bekræftet.

Powered by Labrador CMS