“Gaden” bliver hot spot

Træder i kraft torsdag

Fra torsdag bliver Jomfru Ane Gade såkaldt hot spot. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Nordjyllands Politi indfører fra i morgen, torsdag d. 20. maj 2021, igen et såkaldt hot spot i og omkring Jomfru Ane Gade.

Hot spottet er midlertidigt – det vil sige, at det gælder foreløbigt indtil 31. maj 2021.

Der opsættes skiltning til at markere det, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Nordjyllands Politi iværksætter tiltaget – der også blev benyttet sidste år – fordi genåbningen af samfundet indebærer en øget risiko for, at gæsterne forsamles uden for på gaden, når restaurationerne i primært Jomfru Ane Gade lukker – og det giver risiko for nye smittekæder.

– Da vi kan se, at smittetallet i Aalborg kommune, særligt blandt de unge, er stigende, ja, så sætter vi ind med dette skridt for at undgå sammenstimlen ude for restaurationerne, siger politiinspektør Claus Danø, der i næste åndedrag opfordrer borgerne i almindelighed og de unge i særdeleshed til stadig at huske hinanden på den fornuftige adfærd med blandt andet afstand og hensynsfuldhed.

Særligt synligt politi

Nordjyllands Politi vil som følge af hot spottet derfor være til stede i særlig synlig grad i den kommende weekend for at sikre håndhævelsen af regler og retningslinjer.

– Vores patruljer vil befinde sig i og omkring Jomfru Ane Gade, hvor vi vil gå i dialog med gæsterne – særligt omkring lukketid, så vi undgår, at gæsterne klumper sig for meget sammen, når de forlader gaden, siger Claus Danø.

Hurtig eksekvering

Politiinspektøren pointerer i den forbindelse, at hvis anvisningerne ikke følges med sammenstimlen til følge, så vil politiet også kunne udstede et decideret opholdsforbud i og omkring Jomfru Ane Gade.

– Og vi vil være nødt til at handle hurtigt, hvis der opstår episoder, der kræver en indgriben fra politiets side, understreger Claus Danø.

Det aktuelle hot spot gælder i Aalborgs festgade Jomfru Ane Gade samt Jomfru Anes Gård og Vesterå.

Powered by Labrador CMS