Galant brandinspektør beklager vandsprøjt

Efterlyser person med barnevogn, der gik i rundkørsel

Arkivfoto
Udgivet Opdateret

Beredskabsinspektør Nicolai Kanstrup fra Nordjylland må være landets mest galante brandmand.

Under en udrykning med blå blink på taget og hyl i hornet, rullede Kanstrup forleden ind i rundkørsel med stor fart. Her pløjede han sig gennem en vandpyt, og det udløste en kaskade af vand, som muligvis ramte en barnevogn på fortovet.

Det har fået den omsorgsfulde beredskabsinspektør til at efterlyse den person, som gik med barnevognen, på Facebooks ‘Thisted Danmark’ gruppe.

-Jeg leder efter den person, der i dag, mandag kl. 11.28 gik med en barnevogn i rundkørslen ved Thisted Kystvej og Sydhavnsvej, imellem Netto og Skat, skriver Nicolai Kanstrup.

Bliver rost meget

Til Newsbreak.dk fortæller beredskabsinspektøren, at han gerne vil finde vedkommende for at give en undskyldning.

Opslaget på Facebook er i den grad blevet bemærket, og der er faldet mange rosende ord af til den betænksomme beredskabsinspektør.

-Jeg har endnu ikke hørt fra personen. Og det gik så stærkt, at jeg ikke rigtig nåede at opfatte, hvordan personen præcist så ud. Jeg ved heller ikke, hvor meget vand, der ramte barnevognen, fortæller den galante beredskabsinspektør.

Du kan se opslaget på Facebook her:

https://www.facebook.com/groups/2575100232/permalink/10157687267795233

Powered by Labrador CMS