Hasarderet biljagt: Forsøgte at påkøre politiet

En 43-årig indbrudstyv kørte fuldstændig hasarderet under hektisk biljagt

Udgivet Opdateret

Nordjyllands Politi var i går aftes klokken 20 ude for at efterforske en sag om tyveri af kostbare racercykler på Rørdalsvej i Aalborg Øst, men det endte i stedet med en hektisk biljagt.

En 43-årig mand, som er godt kendt af politiet, flygtede fra stedet i en hvid varevogn sammen med to andre, oplyser Nordjylland Politis vagtchef Jess Falberg til Newsbreak.dk.

– Manden nåede under flugten op på en fart omkring 130 km/t., kørte seks gange over for rødt og to gange mod færdselsretningen. Og han forsøgte øjensynligt at påkøre den patruljebil, der havde eftersat ham, gentagne gange, fortæller vagtchef Jess Falberg og tilføjer:

– Hans kørsel under biljagten gennem byen var hasarderet, og han var til fare for andre. Det kunne være gået virkelig galt, så det er absolut alvorligt. Han ramte ikke politibilen, men han forsøgte at køre ind i den.

Biljagten endte med anholdelse

Efter biljagten blev varebilen efterladt ved en skole, og den formodede indbrudstyv slap væk fra stedet.

Men omkring klokken 00.30 var jagten slut. Manden var vendt tilbage til Rørdalsvej i Aalborg, hvor han blev pågrebet og anholdt. Senere i dag skal han fremstilles i grundlovsforhør.

Klik videre i galleriet ovenfor for at se flere billeder fra stedet.

Powered by Labrador CMS