Her risikerer flere at blive meldt til politiet

700 indberetninger om mulig snyd med hjælpepakker har ført til 27 politianmeldelser, viser nye tal

Der sendes store beløb ud i landets virksomheder for at sikre, at de kommer nogenlunde igennem coronakrisen. Derfor er der oprettet en ordning, hvor man anonymt kan ringe, hvis man har mistanke om misbrug af hjælpepakkerne. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Whistleblowerordningen, hvor man anonymt kan indberette mistanker om snyd med hjælpepakkerne, har indtil den 1. februar fået 700 henvendelser.

Det viser nye tal fra Erhvervsstyrelsen.

Whistleblowerordningen trådte i kraft den 9. juni, og tallene er opgjort 1. februar.

Ordfører er trist

Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav, er på den ene side glad for, at ordningen ser ud til at virke, og han kalder det et stort tal, når 700 har indberettet deres mistanker efter cirka otte måneder med ordningen.

Han mener, det kalder på øget opmærksomhed på problemstillingen.

På den anden side er han trist over de mennesker, der kommer i klemme på deres arbejdsplads, som de mistænker for snyd.

– Det sidste, jeg noterer mig, er, at det også kan være et udtryk for, at nogle er aldeles desperate i den nuværende situation. Det er værd at tænke over i forhold til, hvordan vi gør det fremover, siger Orla Hav.

27 anmeldelser

Ud af de 700 indberetninger indgår 27 af dem i anmeldelser til politiet. Orla Hav erkender, at det kan lyde lavt.

– Men de 27 skal jo ses i lyset af, at det er en ny ordning. Jeg er ikke afskrækket af, at der “kun” er 27 sager, som er rejst. Det er et udtryk for, at myndighederne har forstået det og taget fat i de graverende sager, siger han.

Erhvervsstyrelsen varsler dog, at flere politianmeldelser af mulig snyd med hjælpepakkerne kan være på vej.

I en mail oplyser styrelsen, at man laver en efterkontrol af henvendelserne, hvor “styrelsen eksempelvis ser på, om virksomhederne husker at indrapportere om afbrudt hjemsendelsesperiode”.

Altså om medarbejderne møder på arbejde, selv om virksomheden har sagt, at de er sendt hjem.

Hvis sagerne bliver politianmeldt for sent, kan det blive en udfordring at føre bevis for dem, erkender Orla Hav.

– Men det tror jeg, vores retssystem er i stand til at håndtere.

I alt har Erhvervsstyrelsen anmeldt 175 sager relateret til svindel med hjælpepakker.

Powered by Labrador CMS