Hest fanget i grøft: Reddet af brandmænd og nabo

På trods af, det ikke er beredskabets opgave, rykkede man alligevel ud til en hest, der var fanget i en grøft.

En ung pige kan angiveligt takke brandmænd fra Nordjyllands Beredskab for, hendes hest stadig er i live. Den var faldet i en grøft og kunne ikke selv komme op. KLIK for flere billeder. Foto: Rasmus Skaftved.
En ung pige kan angiveligt takke brandmænd fra Nordjyllands Beredskab for, hendes hest stadig er i live. Den var faldet i en grøft og kunne ikke selv komme op. KLIK for flere billeder. Foto: Rasmus Skaftved.
Udgivet Opdateret

Det hører egentlig ikke ind under jobbeskrivelsen. Alligevel kunne indsatsleder Bent Pedersen ikke sidde et opkald om en hest i en grøft overhørig.

Nu kan en pige formentlig takke ham, hans mandskab og en nabo med en rendegraver for, hendes hest stadig er i live.

I hvert fald skal der noget til for at redde sådan en 500-600 kilos kleppert op ad en grøft.

Ikke desto mindre var det netop det, der søndag skete på Skelvej i Nørresundby.

Artiklen fortsætter under videoen

Hesten var sluppet ud af sin indhegning. Og derved faldet i en grøft. Her lå den uden mulighed for at komme op, og der blev derfor ringet til Nordjyllands Beredskab.

– Det er jo ikke det, vi er trænet til, siger indsatsleder Bent Pedersen.

Alligevel tog han to køretøjer og seks mand med til hest, grøft og ulykkelig hesteejer.

Ikke klædt på

I grøften lå hesten godt nedkølet, men dog ikke i fare for at drukne i det vand, der var i grøften.

– Vi er hverken fagligt eller materielt klædt på til sådan en opgave, siger Bent Pedersen, der derfor beder om at få tilkaldt en dyrlæge.

– Vi ved ikke, om vi kan skade den, hvis vi trækker den i benene, siger han videre.

Alt imens er en nabo dukket op med en rendegraver, og den tilkaldte dyrlæge kan sige god for, hesten bliver trukket op.

– Så vi hjælper med lidt armmuskler, som indsatslederen udtrykker det.

Alle var glade

Vel oppe af grøften konstateres det, at hesten har skader fra faldet. Hvor alvorlige vides dog ikke. Den er da heller ikke meget for at komme på benene igen.

Bent Pedersen opfordrer i det hele taget dyreejere til at overveje, hvad man skal gøre i lignende situationer. Det er ikke at ringe 112.

– Vi er glade for at kunne hjælpe. Men jeg skal jo også passe på mit mandskab, at det ikke bliver sparket i hovedet af en hest, siger Bent Pedersen.

– Nu gik det jo godt for alle, slutter indsatslederen.

Powered by Labrador CMS