Hiver 10,4 milliarder ud af skyldnere

Gældsstyrelsen har inddrevet rekordhøjt beløb

Det er lykkedes at hive et stort beløb ud af de, der har gældt til det offentlige. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Gældsstyrelsen satte ny rekord for gældsinddrivelse i 2020. 10,4 milliarder kroner er sendt tilbage til de offentlige kreditorer.

Det viser Gældsstyrelsens seneste tal, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Det er en stigning på 1,7 milliarder kroner i forhold til resultatet fra 2019, der ellers på daværende tidspunkt var rekordhøjt.

Samtidig er resultatet en fordobling i forhold til 2016.

– Vi ser betydelige fremskridt i inddrivelsen år for år. Blandt andet fordi vi får flere og flere redskaber til at få penge i kassen, og det er en milepæl, at vi nu er oppe og ramme et tocifret milliardbeløb. Der er fortsat et genopretningsarbejde i gang, men det går bestemt i den rigtige retning, siger skatteminister Morten Bødskov.

En af årsagerne til det stigende provenu er det nye inddrivelsessystem, PSRM.

Gældsstyrelsen har med systemet igen fået mulighed for at trække skyldnere for deres gæld direkte i lønnen, hvilket er yderst effektivt. Inddrivelsen i PSRM er mere end tredoblet i 2020 i forhold til året før og stod for inddrivelse af gæld for knap 1,9 milliarder kroner.

På trods af fremgangen i PSRM og det rekordhøje samlede resultat, så stiger gælden til det offentlige fortsat.

Ved udgangen af 2020 var den samlede gæld til det offentlige på cirka 135 milliarder kroner.

Det er en stigning på cirka 6 milliarder kroner det seneste år.

– Alle, der stifter gæld til det offentlige, skal som udgangspunkt betale, hvad de skylder. Det er nødvendigt for, at fællesskabet fungerer. Det er glædeligt, at det nye inddrivelses-system for alvor er oppe i omdrejninger. Men hvis vi skal nedbringe danskernes gæld til det offentlige, skal færre stifte gæld, og flere skal betale deres gæld til fællesskabet, end det er tilfældet i dag. Det kræver, at vi fra politisk hold bliver enige om nogle tiltag, der kan styrke gældsinddrivelsen yderligere. Det arbejde vil jeg stille mig i spidsen for senere i år”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Stigningen er hovedsageligt båret af to ting. Danskerne stifter fortsat ny gæld, og samtidig vokser gælden, idet der påløber renter på den eksisterende gæld.

Powered by Labrador CMS