I disse ferielande får du mest for pengene

Danmarks Statistik guider i denne artikel til favoritferielandene med de billigste hoteller, restauranter og butikker.

Udgivet Opdateret

I sommermånederne plejer danskerne at strømme til udlandet for at slikke sol, bade og shoppe. Der er dog store prisforskelle på en række ferie-forbrugsgoder ferielandene imellem.

De billigste hoteller og restauranter blandt danskernes favoritdestinationer, som åbner fra slutningen af juni, findes i Bulgarien.

Det skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

Her er hotellerne og restauranterne 69 pct. billigere end i Danmark og 38 pct. billigere end Kroatien, som har de næst billigste hotel- og restaurantpriser.

Bulgarien og Kroatien indtager henholdsvis 8. og 9. pladsen på listen over danskernes favoritdestinationer i sommerferien.

Spanien, som er danskernes absolutte favoritdestination, har de 5. billigste hotel- og restaurantpriser blandt favoritferielandene.

Her er priserne på hotelovernatninger og restaurantmiddage 43 pct. billigere, end de er i Danmark.

Dog er Spanien 84 pct. dyrere end Bulgarien og 14 pct. dyrere end Kroatien, som er de to billigste lande på området.

I galleriet ovenfor kan du få et overblik over, hvordan de samlede forbrugerpriser i landene sammenlignet med Danmark.

Her er der billigst alkohol

Mad og drikke købt uden for restauranter er også en vigtig komponent for mange på ferie, og også på den front er der store prisforskelle mellem landene. De billigste fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer findes i Bulgarien, hvis priser på området er 41 pct. lavere end Danmarks.

Herefter følger Spanien med de næstlaveste priser, som er 27 pct. lavere end priserne i Danmark. De dyreste priser findes i Frankrig, hvis priser på føde- og drikkevarer dog stadig er 12 pct. billigere end i Danmark.

Kigger man på priserne på alkohol, så ligger Bulgarien og Spanien også i den helt billige ende. I Bulgarien er alkohol 40 pct. billige end i Danmark, mens det i det næst billigste land, Spanien, er 32 pct. billigere

Det dyreste land at købe alkohol i er danskernes 3. mest populære sommerferieland Grækenland. Her koster det 7 pct. mere end i Danmark, mens de øvrige favoritferielande alle har billigere alkoholpriser end Danmark.

Shopping dyrest i Frankrig

Står den på shopping efter tøj og sko på rejsen, så fås det også billigst i Bulgarien, hvor priserne er 44 pct. under de danske.

Herefter følger Spanien, med priser som er 34 pct. under de danske.

Dyrest blandt favoritlandene er det at shoppe i Frankrig, hvor priserne dog stadig er 22 pct. under de danske på området.

Powered by Labrador CMS