I nat: Voldsom brand i beboelses-ejendom

To beboere i en lejlighed måtte reddes ud, og flere opgange er evakueret under større brand i Hvidovre.

Udgivet Opdateret

I alt 16 beboere fra flere opgange blev natten til torsdag evakueret, da en brand i en ejendom i Hvidovre udviklede sig hastigt.

Det oplyste vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi omkring klokken 02.15.

– Vi er ved at evakuere nogle beboere. Der er ikke nogen umiddelbart, som er fanget i branden. Alle beboere er kommet ud, sagde han natten til torsdag.

– Men branden udvikler sig forholdsvist voldsomt.

Under kontrol

Før klokken 05.00 kunne beredskabet melde, at branden er under kontrol, men der er sket store skader på ejendommen, og indsatsen fortsætter i dagtimerne.

– Hovedstadens Beredskabs dronepilot skaber overblik over skadestedet ved brug af drone med termisk kamera, skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter sammen med et billede af ejendommen.

– Vi arbejder med slukning af konstruktionsbrand i tag og foretager værdiredning i lejligheder.

To reddet ud

To personer måtte tidligt i forløbet reddes ud af en lejlighed i stueetagen.

Heraf var den ene bevidstløs, da vedkommende blev reddet ud, men personen har ikke fået større skader, oplyser vagtchef Jens Møller tidligt torsdag morgen.

Flere af de evakuerede blev indlagt til observation for røgforgiftning, men alle er torsdag morgen “ude af farezonen”, siger vagtchefen.

Der er ifølge Jens Møller ingen mistanke om, at branden er påsat.

Måske komfur

Det er muligt, at branden har udviklet sig i forbindelse med betjeningen af et komfur. Men det skal undersøges nærmere af en brandinspektør.

Beboelsen ligger på Vojensvej.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 01.41.

Powered by Labrador CMS