Ivan og Anne Grethe vækket af jordskælv

Pludselig rystede både seng og vægge, men Ivan og Anne Grethe har prøvet det før.

Udgivet Opdateret

Efter omkring 20 besøg på ferieøen Rhodos skulle man umiddelbart ikke tro, der var noget tilbage, der kan ryste 56-årige Anne Grethe Lind. Fejl. Torsdag morgen blev hun nemlig på bogstaveligste vis rystet, fortæller hun til Newsbreak.dk.

Artiklen fortsætter efter videoen

– Jeg vågnede ved at sengen rystede helt vildt, og jeg troede faktisk, det var min mand, der stod og skubbede til den. Men han kom pludselig farende ind fra altanen på vores hotel, hvor han havde siddet ude, siger hun.

Anne Grethe og manden Ivan er i øjeblikket på nok en tur til den græske ø, der torsdag morgen oplevede endnu et jordskælv. Det ramte klokken 7.44 lokal tid knap 40 kilometer fra øen og er således blevet følt på både Rhodos og i Tyrkiet.

Ifølge det amerikanske geologiske institut, der måler jordskælv, blev det målt til 5,1 på Richter-skalaen.

Det europæiske seismologiske center for Middelhavet har fastslået, at skælvet ramte i omkring to kilometers dybde. Det har givet spillet ind på omfanget af rystelserne.

Altanen dirrede

Parret har oplevet lidt af hvert gennem deres mange besøg på Rhodos, også jordskælv, men rystelserne torsdag gjorde altså større indtryk end tidligere.

Ivan på 63 sad ude på altanen, da jordskælvet fik væggene til at bevæge sig.

– Min mand er ikke sådan at ryste, men han kom altså løbende ind fra altanen, fordi den rystede, siger Anne Grethe, der sammen med Ivan Andersen bor på sjette sal i Rhodos by.

Der er ifølge lokale medier ingen melding om, at nogle personer skal være kommet til skade. Dog er jordskælv hyppige og nyhedsværdige på de kanter, ganske enkelt fordi der er mange ældre bygningsværker i området.

– Vi følger også altid lidt med hjemme fra, når nu vi er så godt kendt hernede.

Tager gerne en tur mere

Oplevelsen er dog ikke værre end, at parret har besluttet sig for at blive ferien ud.

De rejser hjem fredag. Igen kommer de nok også.

– Det er sådan noget, man ved, kan ske hernede, siger Anne Grethe, der til daglig bor i Mørke på Djursland.

Mere opmærksomme

Alligevel er der noget ved oplevelsen torsdag, der var anderledes, fortæller hun fra parrets formiddagsgåtur.

– Vi er fattede, men denne gang noget mere opmærksomme end vi plejer. På efterskælv og nedstyrtningsfare og den slags, siger hun.

Den græske engelsksprogede avis Ekathimerini skriver, at ifølge TV-stationen Skai, kan der forventes efterskælv på op mod 4,5 på Richter-skalaen.

Powered by Labrador CMS