Jane stillede sin cykel – og forsvandt

Politiet leder efter en 57-årig kvinde, der har været forsvundet siden torsdag aften

Udgivet Opdateret

En 57-årig kvinde cyklede torsdag hjem fra sin kæreste.

Siden har ingen set hende.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Nu efterlyses hun af politiet, der har sat store ressourcer ind i forsøget på at finde hende.

Torsdag aften cyklede 57-årige Jane Møller fra sin kæreste i Aarhus til sit hjem i Aarhus-forstaden Aabyhøj.

Her stillede hun cyklen ved sin bopæl. Og forsvandt.

Lige nu leder en større styrke efter den forsvundne kvinde. Blandt andet på Brabrandstien, der ligger i gåafstand fra Jane Møllers hjem.

– Det er et af stederne, vi leder. Men det er som en nål i en høstak, siger Morten Hansen, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Indtil videre er der intet kommet ud af eftersøgningen.

– Vi har også droner i luften, vi gør, hvad vi kan, forsikrer han.

Om kvinden skal have været nedtrykt omkring tiden, hvor hun er forsvundet, kan han på nuværende tidspunkt ikke svare på.

– Vi har folk, der arbejder på sagen, siger han.

Morten Hansen opfordrer alle, der har informationer i sagen til at kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Jane Møller beskrives som 57 år, cirka 175 centimeter høj, slank, med langt gråligt hår, der går ned til skulderen samt et lille modermærke på venstre kind.

Hun bærer ofte briller og øreringe, der hænger og er formentlig iklædt et strikpandebånd, en knælang, marineblå jakke, mørkeblå cowboybukser og brune skindstøvletter/vandresko.

Powered by Labrador CMS