Joe Biden overfaldet: Blev reddet af konen

Bidens hustru og stab greb ind under en tale supertirsdag, da mejeridemonstranter forsøgte at komme på scenen.

Udgivet Opdateret

Demokratiske kongresmedlemmer anmoder onsdag om, at partiets bud på præsidentkandidater får særlig beskyttelse fra den føderale sikkerhedstjeneste Secret Service.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til torsdag dansk tid.

Opfordringen kommer, efter at Joe Biden under en tale supertirsdag i Los Angeles blev afbrudt af to demonstranter, der forsøgte at hoppe op på scenen.

Her måtte hans hustru, Jill, en privat vagt og et ledende medlem af hans kampagnehold stille sig imellem Biden og demonstranterne, som efterfølgende blev ført væk fra den tidligere vicepræsident.

– Kongressens demokrater er bekymrede, siger Cedric Richmond, der sidder i Repræsentanternes Hus og støtter Biden, ifølge Reuters.

Episoden har på ny sat fokus på sikkerheden omkring de demokratiske kandidater, der ønsker at udfordre præsident Donald Trump ved valget 3. november.

Imod mejeriindustrien

Demonstranterne, som afbrød Biden, er imod mejeriindustrien.

Flere med samme budskab har også afbrudt møder med Bidens hovedrival, Bernie Sanders.

Ingen demokratisk kandidat er endnu under beskyttelse fra Secret Service.

Ej heller har nogen påbegyndt processen med at blive godkendt til det, hvilket kræver, at man går igennem flere trin, oplyser en talsmand for den føderale sikkerhedsmyndighed ifølge Reuters.

Men udvalget for indenlandsk sikkerhed under Repræsentanternes Hus har nu bedt om Secret Service-beskyttelse til både Biden og Sanders.

Skal passe på præsidenten

Secret Service hører under Department of Homeland Security, der varetager USA’s nationale sikkerhed.

Hovedopgaven for Secret Service er at beskytte USA’s præsident samt familien.

Tidligere præsidenter får også livslang beskyttelse.

Fra sag til sag kan sikkerhedstjenesten dog også yde beskyttelse til profilerede præsidentkandidater.

Beslutningen om Secret Service-beskyttelse skal tages af fungerende minister for indenlandsk sikkerhed Chad Wolf i samråd med Kongressen.

Vil overveje beskyttelse

CNN skriver, at en anonym embedsmand hos Secret Service fortæller, at Biden-episoden har fået bureauet til at overveje sin tidsplan i forhold til at give de demokratiske kandidater beskyttelse.

Der har tidligere været en række alvorlige angreb på præsidentkandidater.

I 1968 blev Robert Kennedy dræbt af skud i Los Angeles efter en sejr i det demokratiske primærvalg i Californien.

Alabamas guvernør George Wallace blev i 1972 lam fra livet og ned, da han blev skudt ved et vælgermøde i Maryland.

Powered by Labrador CMS