Kendt rocker dømt for bildrab på familiefar

To og et halvt års fængsel til vanvidsbilist for trafikdrab i påvirket tilstand

Bilisten kørte alt, alt for stærkt op til ulykken. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Den 27-årige Mathias Olsson Micheletti er tirsdag blevet dømt for, i påvirket tilstand og uden kørekort, at have kørt vanvidskørsel – og for at have dræbt en 46-årig mand i en ulykke.

Han er idømt to og et halvt års fængsel.

Ifølge Ekstra Bladet er Mathias Olsson Micheletti kendt som Satudarah-rocker.

Ulykken skete 2. oktober 2020 på Tværvej i Smørum.

– Der meldes om alvorlig tilskadekomst, sagde Stefan Andersen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, dengang til Newsbreak.dk.

Det skulle altså vise sig at holde stik.

To mindreårige kvæstet

Ved sammenstødet blev den 46-årige dræbt på stedet. To mindreårige passagerer blev kvæstet.

“Af anklageskriftet fremgår, at den ene passager kom alvorligt til skade med mange brud på knogler omkring øjenhule, kæbehule og pandehule. Den anden passager kom også til skade, ligesom der skete betydelig materiel skade på den bil, de sad i”, skriver sn.dk.

To dage efter ulykken kunne Nordsjællands Politi oplyse, at den 27-årige var anholdt og varetægtsfængslet.

180 i timen på landevej

Mathias Olsson Micheletti var tiltalt for en lang række ting, blandet andet at have kørt over 183 kilometer i timen på Frederikssundsvej, hvor hastighedsgrænsen er 80 kilometer i timen.

Netop før ulykken skal den tiltalte have overhalet mindst fem biler. Her må den 46-årige trække ud i nødsporet – hvilket den 27-årige også gjorde. Her kørte de frontalt sammen – og den 46-årige blev altså dræbt på stedet.

– Jeg er tilfreds med rettens afgørelse og at retten fulgte min påstand om fængsel i to år og seks måneder. Det er helt uacceptabelt, at man ved den form for vanvidskørsel forvolder et andet menneskes død og påfører andre alvorlige skader, siger senioranklager Susanne Kjølhede fra Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Mathias Olsson Micheletti var endvidere tiltalt for at flygte fra ulykkesstedet, at have kørt for stærkt flere gange samt at have kørt uden kørekort flere gange.

Mathias Olsson Micheletti har siddet varetægtsfængslet siden ulykken, og han er fortsat fængslet. Han valgte at modtage dommen og vil altså ikke anke til landsretten.

Powered by Labrador CMS