Køledisk var ikke kold nok og det blev dyrt

En virksomhed kan se frem til flere besøg fra Fødevarestyrelsen.

Butikken har fået en sur smiley og en bøde. Foto/grafik: Genrefoto/Fødevarestyrelsen.
Udgivet Opdateret

Reglerne for opbevaring af fødevarer skal overholdes. Ellers risikerer man en bøde fra Fødevarestyrelsen. Det må Skejby Specialbutik erkende, efter at Fødevarestyrelsen har været på besøg.

Butikken, der ligger på Skelagervej i Aarhus N, havde besøg af Fødevarestyrelsen den 21. oktober. Nu skal butikken i den kommende tid have en kontrolrapport hængende med en sur smiley.

Fødevarestyrelsen var på besøg den 21. oktober som opfølgning på et besøg den 14. september.

Den 14. september opdagede Fødevarestyrelsen, at virksomheden havde problemer med en køledisk. I disken lå der blandt andet samosaer, der ifølge Fødevarestyrelsen er en letfordærvelig fødevare.

Sådanne fødevarer skal opbevares ved maksimalt 5 graders varme. Fødevarerne blev målt til 8,3 graders varme.

Forholdet var ikke bragt i orden

Ved besøget den 14. september fortalte virksomheden, at man ville få styr på temperaturen i køledisken. Den 21. oktober var Fødevarestyrelsen på besøg igen. Forholdet var da ikke bragt i orden.

Den 21. oktober målte man letfordærvelige fødevarer til en temperatur på 9,3 grader. Virksomheden bemærkede, at temperatuen blev målt dagen før Fødevarestyrelsens besøg, og da var den kold. Lidet hjalp det. Virksomheden modtog en bøde på 5000 kroner og en sur smiley.

Som resultat af en række af de seneste besøg hos virksomheden, kommer Fødevarestyrelsen i fremtiden på besøg igen. Man vil sikre, at de omtalte forhold er blevet bragt i orden.

Newsbreak.dk har været i kontakt med Skejby Specialbutik. Virksomheden ønsker ikke at udtale sig.

Powered by Labrador CMS