Kommune vil hylde Kim Larsen: Familie siger nej

Den afdøde musiker ønskede ikke at få opkaldt en plads efter sig, oplyser familien.

Står det til familien, skal Kim Larsen ikke have opkaldt en plads efter sig. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Forslaget fra Københavns Kommunes vejnavnenævn om at opkalde en plads på Christianshavn efter Kim Larsen er skudt til hjørne, allerede inden det er blevet behandlet.

Det fortæller Jakob Næsager, gruppeformand for De Konservative i Københavns Borgerrepræsentation og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Lorry.

– Familien har oplyst i en mail til Teknik- og Miljøudvalget, at de ikke bakker om at opkalde den nævnte plads efter Kim Larsen, siger Jakob Næsager.

Årsagen skulle være at den afdøde musiker ikke ønskede at få opkaldt en plads efter sig. Det fremgår dog ikke i mailen, om familien er interesseret i, at man for eksempel opkalder Lille Langebro efter Kim Larsen, som det tidligere har været på tale, oplyser Næsager.

TV 2 Lorry har også været i kontakt med Lars Weiss (S), der sidder i Vejnavnenævnet og Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Han bekræfter, at Kim Larsen mangeårige manager, Jørn Jeppesen, har sendt en mail til Teknik- og Miljøudvalget med familiens ønsker.

– Vi beder på det bestemmeste, at planerne skrinlægges, og vi beder jer bekræfte dette, fortæller Lars Weiss om ordlyden i mailen.

En plads tæt på vandet

Lørdag lød det ellers, at Kim Larsen inden for en overskuelig fremtid kunne få en mindeplads på Christianshavn i København. Forslaget var en 750 kvadratmeter stor plads med græs, træer og buske på tæt på vandet ved gaderne Overgaden Oven Vandet og Ved Kanalen.

Den grønne plads har i dag ikke et navn, og forslaget om at navngive pladsen efter Kim Larsen skulle behandles på et møde i Vejnavnenævnet 23. september, fortalte Niels E. Bjerrum (S), der også sidder i Vejnavnenævnet til Ritzau.

Da forslaget allerede har vist sig ikke at have familiens opbakning, vil planerne blive drøftet i vejnavnenævnet mandag, og konklusionen bliver, som familien ønsker.

– Nævnets sekretariat sender en venlig mail til familien, at vi respekterer deres ønsker, og at planerne om at navngive en plads efter Kim Larsen hermed bliver skrinlagt, siger Lars Weiss.

Artiklen fortsætter efter videoen

Selvom planerne om en plads nu er droppet, betyder det ikke, at man arbejder videre med andre muligheder for at minde Kim Larsen i gadebilledet.

– Som jeg læser den her mail nu, så betyder det, at familien ikke ønsker at få opkaldt noget som helst efter Kim Larsen, siger Lars Weiss.

Den folkekære musiker døde som 72-årig den 30. september sidste år, og efterfølgende foreslog flere lokalpolitikere i København at opkalde en gade efter ham.

Powered by Labrador CMS