Leasingfirma: Slip billigt fra vanvidskørsel

Leasingfirmaet oplyser om, hvordan man billigst kan være vanvidsbilist. I strid med markedsføringsloven ifølge ekspert og "uheldigt", mener FDM

Et leasingfirma rådgiver om, hvordan vanvidsbilister kan reducere bøden. (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2013)
Udgivet Opdateret
Citathistorie fra Radio4
Det er billigere at lease end at eje en bil, hvis man bliver taget for vanvidskørsel. Sådan lyder rådgivningen i en Facebookvideo fra leasingfirmaet GranTurismo Cars. Men den udtalelse møder nu kritik.

“Jeg vil vurdere, at det her er i strid med markedsføringsloven om god markedsførings- og erhvervsskik. Man skal jo ikke opfordre eller åbne for muligheder for, hvordan man bedst overtræder en lov. Det er jo temmelig alvorligt at overtræde den her lovgivning og noget, der potentielt kan være meget skadeligt,” siger Heidi Højmark Helveg, advokat og ekspert i markedsføringsret, til Radio4.

En ny lov om vanvidsbilisme trådte i kraft 31. marts. Loven gør det nemmere for myndighederne at konfiskere biler, der benyttes til vanvidskørsel. Dette gælder uanset, om man ejer, leaser, lejer eller låner den benyttede bil.

-Ret vild udtalelse

I Facebookvideoen fra GranTurismo Cars siger firmaets direktør, Thomas Olkjær:

“Hvis man var rigtig bange for at miste sin bil til to millioner kroner inklusiv fuld afgift, som man har købt og betalt, og man bliver taget i vanvidskørsel, så ville det da være en fordel at have leaset den, hvor man måske kun har givet 650.000 uden afgift og moms. Så har man på den måde reduceret bøden til en tredjedel, hvis man absolut vil spekulere i det.”

FDM, der repræsenterer danske motorejere, påpeger overfor Radio4, at GranTurismo Cars sender et meget uheldigt signal.

“Det er en ret vild udtalelse. Jeg synes, det er svært ikke at høre det som andet end en direkte opskrift til, hvordan folk, der gerne vil køre hensynsløst, kan gøre det billigst muligt. Man skal jo ikke give en opskrift til, hvordan man indirekte kan bryde loven i så alvorlig grad,” siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM, til Radio4.

Firmaet trækker i land

Leasingfirmaet GranTurismo Cars vil ikke stille op til interview med Radio4, men Thomas Olkjær, der er direktør i firmaet, skriver blandt andet:

“Jeg kan faktisk godt forstå, at min udtalelse får kritik, når jeg ser programmet igennem igen. Udtalelsen sat alene gavner ikke noget. […] Så jeg kan godt forstå, at FDM siger hov hov. Vanvidsbilisme rammer os alle hårdt. Også os som virksomhed, fordi vores kunder potentielt kan få bilen beslaglagt pga. hensynløs kørsel, og vi vil jo gerne beholde vores kunder. Så der er ingen fordele på den ene eller anden måde. Vi tager total afstand fra vanvidsbilisme,” skriver Thomas Olkjær til Radio4.

Powered by Labrador CMS