Lego-arving i kommentarstorm efter is-fadæse

Det er både forargelse, opmuntring og gode råd til den klodsede Lego-arving, der kørte ud på isen i en af sine mange biler

Udgivet Opdateret

Lego-arving Anders Kirk Johansens meget omtalte og klodsede leg på isen med bil har udløst utallige kommentarer på forskellige sociale medier.

Blandt andre “Politirapporten”, som er Newsbreak.dk’s egen Facebook-profil for ulykker og politistof.

Kommentarerne kan groft deles op i tre kategorier: De forargede, de humoristiske og de støttende.

I den humoristiske afdeling skriver Ninna Jensen eksempelvis:

–  Han troede, det var en legobil, han kørte i.

Med lignende sarkastiske tone skriver Erik Bergqvist:

– Legoarving ??? Så mangler han da vist et par brikker.

Hvad laver man på isen

Der er rigtig mange, der grundlæggende undrer sig over, hvad en voksen mand laver på en ikke alt for tyk is med en 1,3 ton tung bil.

Mange er decideret forargede og tvivler på Lego-arvingens intelligenskvotient:

Reinhard Andersen skriver:

– Øtjaaa røven fuld af penge og intelligens som en fårekylling.

Elly Barstad bruger det gamle mundheld:

– Ingen kvaler farmand betaler

Selveste den administrerende direktør for Danmarks største, private mediehus, JP/Politikens Hus, har også kommenteret situationen. På sin egen Twitterprofil sender han en dette sylespidse og sarkastiske tweet afsted:

– “Jeg er da glad for, at jeg ikke tog min Rolls Royce, siger han med et grin”. Har sjældent læst et mere relevant bidrag til diskussionen om arveafgift.

Et tweet, der for øvrigt sætter gang i en bølge af kommentarer og retweets på mediedirektørens egen profil.

Den omtalte Rolls Royce havde Anders Kirk Johansen i øvrigt få dage forinden lagt et foto op af på sin Instagram-profil:

Masser af opbakning

Der er dog også rigtig mange mennesker, der slet ikke kan forarges af is-misseren. For eksempel skriver Joan Fjord Kildal:

– Han legede på sin egen sø, med sin egen bil, reddede den op med sin egen traktor – kort sagt en mand der havde en skide-sjov dag i sin egen have med sine egne ting. Smider det op offentligt med et ordentligt grin og lidt selvironi …… Hvad er det lige folk har så ondt i r…. af??

Tony Meinfeldt har stor respekt for Anders Kirk Johansen:

– Jeg synes han er sej bland jer udenom, lyder hans kommentar.

Kom til Sverige

På Lego-arvingens egen Instagramprofil har fotoet af bilen halvt gennem isen foreløbigt udløst omkring 500 kommentarer. Brugeren sensonichp giver disse gode råd om istykkelser:

– Well, 10 cm is safe for walking. 15 cm is safe for a light ATV or motorcycle, a light car needs 25 cm but its not safe befour over 30 cm. And this is with solid frosen ice. Come up to Sweden, we have 35 cm plus and made icetracks for yoydriving.

I en stribe af humoristiske og støttende kommentarer, kunne Anders Kirk Johansen dog også læse denne formaning på sin egen væg:

Din morfar ville skamme sig over dig. Han var en beskeden mand, skriver peterkramus

Powered by Labrador CMS