Mand reddet op fra skinnerne i sidste sekund

En stationsansat reddede i sidste øjeblik en mand, der faldt ned på skinnerne på en togstation i Oakland, Californien.

Udgivet Opdateret

En fuld mand kan takke en stationsansat for at han stadig er i live, efter han i sidste sekund blev reddet op fra skinnerne på en station i Oakland i Californien.

Den ansatte, John O’Connor, stod på stationen og hjalp passagerer til rette på stationen, da der forinden havde været NFL-kamp rundt om hjørnet mellem Oakland Raiders og Detroit Lions.

En talsperson fra togselskabet, BART, fortæller til CNN, at manden var fuld:

– En mand, der var fuld, mistede et trin og endte på skinnerne mens et tog var på vej. Det så John, og han råbte til manden, at han skulle komme tilbage på perronen. Han bevægede sig ikke hurtigt nok, så John tog ham om skuldrene og løftede ham op ved at rulle ham over sin krop. Så rejste de sig og krammede, siger talspersonen.

Et lykketræf

Helten, John O’Connor, har siden selv udtalt sig til lokalmediet KPIX.

Han fortæller, at han så manden ud af øjenkrogen. Han vurderer selv, at toget var 20 meter væk, da han hev manden op:

– Jeg tænkte ærligt talt, at toget ville køre ham midt over. Jeg ville ikke se ham dø, siger John O’Connor.

– Jeg synes egentlig ikke, det var noget særligt. Min ærlige mening var, at han ikke ville klare den, og det kunne jeg ikke lade ske, fortsætter han.

Powered by Labrador CMS