Mere effektiv smitteopsporing kræver én ting

Antallet af indlagte falder

Der er i det seneste døgn registreret 438 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Der har det seneste døgn været 438 nye bekræftede tilfælde med coronavirus covid-19 i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI). Set i lyset af, at tallet har været langt, langt højere, er det gode nyheder.

Men Troels Christian Petersen, lektor i subatomar fysik på Niels Bohr Instituttet og en del af Statens Serum Instituts ekspertgruppe for matematisk modellering af covid-19, siger, at tallet skal meget længere ned, hvis ellers smitteopsporingen skal blive mere effektiv.

– Så kan vi nå et niveau, hvor en ultra effektiv smitteopsporing virkelig kan opspore alle, der har været i kontakt med de 100 daglige smittede, siger han.

De 438 smittede kommer af 119.646 prøver. Det betyder, at godt 0,37 procent af prøverne har vist sig at være positive.

1404 smittet med britisk variant

SSI oplyser desuden, at der frem til den 30. januar er fundet i alt 1404 tilfælde af den britiske virusvariant, B117, i Danmark.

I uge 4 var mellem 17,8 procent og 21,4 procent af de nye tilfælde af coronavirus af den britiske variant.

I alt 1919 positive coronaprøver fra uge 4 er blevet undersøgt for den britiske variant. Af dem var 19,5 procent positive. Det får SSI til at anslå, at mellem 17,8 procent og 21,4 procent af de smittede i uge 4 var af den britiske variant.

Og den britiske variants fremgang kræver, at smitten med den normale virus kommer endnu længere ned, siger Troels Christian Petersen.

– Det er den gode måde at købe os klarhed på hospitalet, siger han.

– Vi ved, at B117 er mere smitsom. Det gør, at kontakttallet kommer til at stige.

SSI har tidligere oplyst, at man ikke bliver mere syg af den britiske variant af coronavirus end den almindelige variant. Den er dog mere smitsom.

Færre indlagte

Antallet af indlagte er det seneste døgn faldet med 38, så der nu er 405 personer indlagt med covid-19. Det er det laveste antal siden den 13. december, hvor der var 390 indlagte. 86 af de indlagte er på intensiv, og 63 af dem ligger i respirator.

Generelt har antallet af nye indlæggelser været dalende siden midten af januar, hvor der den 15. januar var 98 nye indlagte coronapatienter.

Af de patienter, der i øjeblikket er indlagt, er 82 indlagt på intensivafdeling, og af dem er 59 forbundet til en respirator, der hjælper dem med at trække vejret.

De danske sundhedsmyndigheder har meldt ud, at alle, der ønsker en vaccine, skal være vaccineret ved udgangen af juni 2021.

Indtil videre har 116.562 mennesker færdigvaccinerede. Det svarer til to procent af den danske befolkning. 78.170 personer har fået første stik, men venter altså endnu på at færdiggøre vaccinationen.

Powered by Labrador CMS