Mette F. ikke i tvivl: -Vi gjorde det rigtige

Statsministeren henviser til redegørelse i spørgsmålet om, hvorfor minkavlere fik sen besked om ulovlig ordre.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var torsdag aften i Go’ Aften Live. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Udgivet Opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) undlader i tv-programmet Go’ Aften Live på TV2 at svare på, hvorfor der gik flere dage, inden regeringen informerede minkavlere om, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet.

Regeringen fik besked i weekenden, men først tirsdag fik minkavlerne besked.

Statsministeren bliver en del gange spurgt ind til emnet, men uden at svare på spørgsmålene.

Herunder om regeringen håbede, at minkavlerne ville nå at aflive alle mink, inden det kom frem, at regeringens beslutning var ulovlig.

– Hvad der konkret er foregået ved myndighederne, dér bliver jeg nødt til at henvise til redegørelsen.

– Folketingets partier bliver informeret om det her, og siden da har der pågået en offentlig diskussion, siger Mette Frederiksen i Go’ Aften Live.

“Fortryder intet”

Torsdag aften var Statsministeren også forbi Aftenshowet på DR1.

Her lægger Ulla Essendrop ud med:

“Lad os bare begynde med et hurtigt spørgsmål: Fortryder du, du i onsdags beordrede, at alle mink skulle aflives, før du havde klarhed over, om der var lovhjemmel til det”?

“Nej, det gør jeg ikke. Fordi jeg mener, det er den rigtigt beslutning med den risikovurdering, der ligger i forhold til danskernes sundhed”, svarede hun – og tilføjede:

“Det er selvfølgelig en fejl, at der ikke var hjemmel dertil, men jeg mener, beslutningen er rigtig set lyset af den rådgivning, vi har fået fra sundhedsmyndighederne”.

Uvildig redegørelse

Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget har besluttet, at der skal udarbejdes en uvildig redegørelse. Også Fødevareministeriet har igangsat en undersøgelse, der skal ligge klar i næste uge.

Statsministeren siger også, at beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev truffet i regeringens koordinationsudvalg.

Onsdag i sidste uge fortalte regeringen med Mette Frederiksen i spidsen på et pressemøde, at man havde besluttet, at alle mink – både syge og sunde – skulle aflives.

Det skete, efter at mutationer af covid-19 havde spredt sig fra dyr til mennesker.

Nogle dage efter pressemødet stod det imidlertid klart, at regeringen havde givet en ulovlig ordre. Der var nemlig ikke hjemmel i loven til at beordre alle mink i Danmark aflivet.

Derfor måtte Mette Frederiksen tirsdag beklage forløbet i Folketingssalen over for de øvrige partier.

Samtidig holdt hun fast i, at regeringen ikke var vidende om, at ordren var ulovlig, da pressemødet blev afholdt, og at beslutningen om at aflive alle mink blev truffet af sundhedsmæssige årsager.

Kræver fødevareministerens afgang

Imens har en samlet opposition krævet fødevareminister Mogens Jensens (S) afgang, og Pernille Skipper, der er politisk ordfører for regeringens støtteparti Enhedslisten, har ikke villet garantere, at han kan blive siddende på posten.

Mogens Jensen forklarede onsdag i et samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, at det var tekniske udfordringer, der gjorde, at minkavlerne ikke fik besked mandag, men først tirsdag.

Partierne fra især blå blok har kritiseret regeringen for at agere alt for egenrådigt under coronakrisen, herunder med beslutningen om at aflive alle mink.

Regeringens eget støtteparti SF foreslog tidligere torsdag, at der skal oprettes et særligt kontrolorgan blandt de største partier i Folketinget.

Det skal medvirke til at sikre, at en fadæse – som den ulovlige ordre om at aflive alle mink – kan undgås i fremtiden.

Mette Frederiksen erkender, at regeringen har begået fejl undervejs, men hun holder fast i, at målet har været rigtigt.

– Vi skal hele tiden gøre os umage som regering for at tilrettelægge alle processer bedst muligt.

– Men jeg kommer til at stå på mål for, at når vi mandag (i sidste uge, red.) modtager en risikovurdering, der handler om danskernes sundhed, folkesundheden i Danmark og potentielt en risiko for en fremtidig vaccine, så er der behov for at handle hurtigt, siger hun i Go’ Aften Live på TV2.

Powered by Labrador CMS