Minimumsnormeringer på finansloven

Der afsættes løbende millioner til minimumsnormeringer frem mod 2025, hvor der afsættes samlet 1,6 milliarder.

Finanslovsforhandlingerne fortsætter i Finansministeriet i København, mandag den 2. december 2019. Ifølge Ritzau har man dog forhandlet sig frem til minimumsnormeringer fra 2025. En samlet finanslov lader dog vente på sig. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Der skal indføres fuldt indfasede minimumsnormeringer i 2025, hvilket er en del af den finanslovsaftale, som ventes at blive præsenteret mandag aften.

Modellen skal forhandles i fagministeriet til næste år, erfarer Ritzau.

Artiklen fortsætter under videoen 

Emnet var et af de helt store i valgkampen, hvor mange tusinder gik på gaden i over 50 byer for at kæmpe for bedre forhold i danske daginstitutioner.

Målet er, at der fuldt indfaset skal være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

Lange forhandlinger

I 2020 afsættes der 500 millioner kroner, 600 millioner kroner i 2021, 800 millioner kroner i 2022, 1,2 milliarder kroner i 2023, 1,4 milliarder kroner i 2024 og 1,6 milliarder kroner i 2025.

Derfra skal der årligt afsættes 1,6 milliarder kroner.

Det er regeringen, der har indgået aftalen med de tre støttepartier SF, Enhedslisten og De Radikale samt Alternativet.

Det er sjældent, at forhandlingerne om en finanslov når ind i december, og den seneste håndfuld dage har parterne forhandlet til ud på natten.

Parterne er enige om en model for minimumsnormeringer, som skal forhandles på plads i Børne- og Undervisningsministeriet, ligesom der skal findes en plan for at få flere pædagoger og løfte uddannelsen.

Er ikke helt færdige

Parterne er endnu ikke enige om, hvorvidt det skal gælde for hver enkelt institution, eller om kommunerne selv må fordele pædagoger der, hvor de vil.

Særligt Enhedslisten har talt for, at de ikke betragter det som minimumsnormeringer, hvis det ikke er på institutionsniveau. Men også SF kæmper for, at det skal blive den endelige model.

Forhandlingerne om en model starter i 2020 i Børne- og Undervisningsministeriet, og det regnes med at blive vedtaget i næste folketingssamling.

Aftaleparterne vil samtidig have flere pædagoger samt uddannelse af høj kvalitet og vil fremlægge en plan senere.

Der afsættes med finansloven 127,5 millioner kroner i 2019 til et løft af pædagoguddannelserne, som kan disponeres de kommende år af professionshøjskolerne.

Powered by Labrador CMS