Mogens Jensen færdig

Fødevareminister Mogens Jensen går af, skriver TV Midtvest.

Håndteringen af mink-sagen koster nu ministeren jobbet. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Fødevareminister Mogens Jensen går af som minister.

Det skriver TV Midtvest på baggrund af kilder tæt på ministeren.

Afgangen sker inden offentliggørelsen af de redegørelser i mink-sagen, regeringen har annonceret, vil blive udgivet i løbet af i dag.

Til DR siger Mogens Jensen, at han går af, fordi han ikke længere føler, at der er tillid til ham:

– Det er klart, at det er helt nødvendigt for mig at have tillid fra Folketingets partier i i forhold til at udøve mit erhverv. Det er min vurdering, at jeg ikke længere har den fornødne opbakning blandt Folketingets partier, siger Mogens Jensen.

Støttepartier med hvæssede knive

Umiddelbart så det da også sort ud for Mogens Jensen.

Regeringens støttepartier har offentligt luftet deres store utilfredshed med ministeren.

Enhedslisten er ikke kun utilfreds med den manglende lovhjemmel om at aflive alle mink i Danmark.

Enhedslisten kritiserer også, at ministeren og regeringen har handlet for langsomt i forhold til den coronavirus, der er muteret blandt mink, og som har spredt sig til mennesker.

Mutationen kan ifølge Statens Serum Institut bringe effekten af coronavaccine i fare.

Tidligere har Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, udtalt, at partiet ikke ville garantere, at Mogens Jensen kan blive på posten.

Sagen kort

På et pressemøde 4. november sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at alle mink i Danmark skulle aflives grundet mutationen af coronavirus.

Få dage senere kom det dog frem, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Først mandag aften i denne uge indgik regeringen, Enhedslisten, De Radikale, SF og Alternativet en aftale, der skal sikre det nødvendige lovgrundlag til at aflive alle mink.

Men inden lovgivningen stemmes igennem, er alle mink dog sandsynligvis slået ned.

Et andet støtteparti – De Radikale – har også udtalt, at det ser svært ud for Mogens Jensen på grund af lovbruddet.

– Det hele skal belyses. Men uanset hvad der er sket, kan det ikke retfærdiggøre, at man bryder Grundloven.

– Derfor må vi også sige, at det ser svært ud for Mogens Jensen at fortsætte som minister, sagde politisk ordfører Andreas Steenberg (R) tirsdag.

SF har udtalt, at det er uacceptabelt med lovbrud.

Powered by Labrador CMS