Mormor og barnebarn taget for strømpebuksetyveri

Så blev moderen/datteren kontaktet

En kvinde og hendes barnebarn blev søndag begge sigtet for butikstyveri. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

En kvinde på 56 og hendes 16-årige barnebarn blev søndag taget for butikstyveri.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Klokken 15.10 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto på Viby Ringvej, hvor man havde tilbageholdt en mormor og hendes barnebarn, der var blevet taget i at stjæle varer fra butikken.

Butiksvagten havde spottet de to personer på butikkens overvågning, hvor han kunne se, at de gik over til tekstilafdelingen, hvor de blandt andet tog nogle strømpebukser og puttede ned i en medbragt pose.

De gik herefter op til kassen, hvor den yngste af dem betalte for noget kaffe, mens den ældste gik ud, med den medbragte pose i hånden, uden at betale for noget.

Butiksvagten konfronterede de to personer, da de var kommet på den anden side af kasselinjen, og de blev bedt om at følge med ud i baglokalet, hvorfra der blev ringet efter politiet.

Da politiet ankom til stedet, blev de to personer, en 56-årig kvinde og hendes 16-årige barnebarn, begge sigtet for butikstyveri.

Den 16-årige piges mor samt de sociale myndigheder blev kontaktet og orienteret om sagen.

Powered by Labrador CMS