Mystik efter dødsbrand

Dagen efter dødsbrand opstod en anden ikke langt derfra

Udgivet Opdateret

En 84-årig kvinde er tirsdag fundet død efter en brand i et rækkehus på Irisvænget i Herlufmagle nord for Næstved.

Nu viser det sig, at der måske kan være en forbindelse til en anden brand.

En forbipasserende borger slog alarm klokken 19.35 tirsdag aften, og politi og brandvæsen rykkede ud til stedet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Politiet oplyser, at boligen blev kraftigt beskadiget af branden, og at man fandt husets 84-årige, kvindelige beboer død i huset.

Onsdag har to brandefterforskere været på stedet.

Det er også onsdag, hvor den anden brand opstod. Og ikke langt derfra.

Det skriver sn.dk.

– Det er stadig tidligt, og det er rigtig svært at sige noget. Men det er lidt bekymrende, at vi igen i dag (onsdag, red.) har fået en anmeldelse om en brand bare 350 meter derfra. Det lyder lidt mystisk. Det kan være tilfældigheder, men lige nu arbejder vi med alle muligheder, siger Peter Fobian Hvidberg, leder af politiets lokale efterforskning i Næstved, til sn.dk.

Den anden brand opstod onsdag morgen klokken 09.40.

Den brand – hvor ingen kom til skade – er også blevet undersøgt.

De pårørende til den 84-årige er blevet underrettet.

Powered by Labrador CMS