Mystisk elefant-massedød i Afrika

Eksperter dybt rystet. Siden starten af maj er der fundet et hidtil uset antal døde elefanter i Okavango-deltaet i Botswana.

Siden starten af maj er der blevet observeret 350 døde elefanter i Okavango-deltaet i indlandsstaten Botswanna i det sydlige afrika. Man kender endnu ikke dødsårsagen – men man frygter den. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Siden starten af maj er der blevet fundet ikke mindre end 350 døde elefanter i Okavango-deltaet i indlandsstaten Botswana i det sydlige afrika. Endnu kender man ikke dødsårsagen. Derfor kan man heller ikke udelukke, at der tale om en sygdom, der vil kunne overføres til mennesker.

Det vender vi tilbage til.

Ifølge Dr. McCan fra den britiske velgørenhedsorganisation ‘National Park Rescue’ blev Botswanas regering advaret af lokale BBC observatører om de uhyggelige fund i begyndelsen af maj. Det skete efter en overflyvning af deltaområdet. Det skriver BBC News.

– Der blev registreret 169 døde elefanter på den tre timer lang flyvning, hvilket er helt ekstraordinært, siger Dr. McCan.

Han fortæller også, at der en måned senere blev observeret endnu et stort antal døde elefanter, og at man nu er oppe på at have registreret hele 350 styk. Desuden, at man udelukker krybskytteri som dødårsag. Simpelthen fordi de døde dyr stadig havde deres stødtænder, da de blev fundet.

Dr. McCan mener heller ikke, der kan være tale om gift.

– Det er “kun” elefanter, der dør. Havde der været tale om gift, ville vi have fundet flere andre dyrearter, siger han.

Ifølge eksperten peger den måde, dyrene ligger på, når de findes samt observationer af andre elefanter, der går i cirkler, på at der kan være tale om noget, som angriber elefanternes neurologiske systemer.

Uden at kende den konkrete dødsårsag vil Dr. McCan ikke udelukke muligheden for, at der kan være tale om en sygdom, der potentielt kan overføres til og være farlig for mennesker. Især hvis årsagen findes i enten vandkilder eller jorden. Han sammenligner i den forbindelse med Covid-19-pandemien, som jo menes at være startet hos flagermus.

– Det er en katastrofe for elefanterne, men kan også potentielt udvikle sig til en folke-sundhedskrise, siger han ifølge BBC News.

Botswana er hjemsted for cirka en tredjedel af Afrikas iøvrigt faldende elefantbestand.

Powered by Labrador CMS