Navalnyj idømt flere års fængsel

Oppositionsleder Aleksej Navalnyj skal tre og et halvt år i fængsel, afgør domstol i Moskva ifølge Tass

Den russiske oppositionsleder, Aleksej Navalnyj, i retten i Moskva tirsdag. Han er sigtet for at have overtrådt reglerne for sin prøveløsladelse for en dom fra 2014 for svindel. Han betegner alle anklager mod ham som rent politiske. – Foto: Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

En dommer i Moskva har tirsdag besluttet, at den russiske oppositions spydspids, Aleksej Navalnyj, skal i fængsel.

Navalnyj har fået omgjort en betinget dom på tre og et halvt år til en fængselsstraf, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Det er ventet, at Navalnyj vil anke dommen.

Vil skræmme millioner

Oppositionslederen, der tirsdag var for retten, efter at han blev anholdt i januar, hævder, at han er offer for en årelang forfølgelse.

– Det vigtigste i denne proces er at skræmme et stort antal mennesker. Det er sådan, det fungerer, siger han ved tirsdagens retsmøde.

– De sætter én person bag tremmer for at skræmme millioner, forklarede Navalnyj fra det glasbur, han var blevet anbragt i.

Anholdt 17. januar

Oppositionslederen blev anholdt 17. januar, da han vendte hjem fra Tyskland efter et længere sygeforløb som følge af en forgiftning.

Baggrunden er ifølge Navalnyj det had og den frygt, præsident Vladimir Putin føler for ham.

– Nogle ønskede ikke, at jeg tog et eneste skridt på mit lands territorium som en fri mand, siger oppositionslederen i retten.

– Vi ved hvem, og vi ved hvorfor. Hadet og frygten fra én mand, der lever i en bunker, og som jeg fornærmede ved at overleve, da han forsøgte at få mig slået ihjel, sagde Navalnyj.

Under retsmødet var han låst inde i et glasbur.

Var indlagt

Navalnyj er sigtet for at have forbrudt sig mod betingelserne i sin prøveløsladelse.

Han og hans forsvarsadvokater har forklaret, at det ikke var muligt at melde sig hos politiet i Rusland, fordi han var indlagt på et hospital i Tyskland med en alvorlig forgiftning.

Navalnyj er selv kommet frem til, at agenter fra den russiske efterretningstjeneste FSB kom det dødelige giftstof Novitjok i hans underbukser.

Oppositionspolitikeren benyttede tirsdagens retsmøde til at komme med sit bud på, hvad der vil blive præsident Putins plads i historien.

– Hans eneste metode er at slå folk ihjel. Hvor meget han end foregiver at være en stor geo-politiker, vil han gå over i historien som en forgifter, siger Navalnyj i retten.

– Der var Aleksander befrieren, Jaroslav den vise og Putin underbukse-forgifteren, siger han med henvisning til nogle af de store skikkelser i Ruslands historie.

Fængselsstraffen til Navalnyj ventes at forværre det i forvejen anspændte forhold mellem Rusland og de vestlige lande.

Rusland har i de seneste to weekender været præget af demonstrationer i protest mod anholdelsen af Navalnyj. Politiet har slået hårdt ned på dem, og flere tusinde mennesker er blevet anholdt.

Powered by Labrador CMS