NFL-verden sørger

Minderne om årets Super Bowl blev skæmmet af tre dødsfald

Udgivet Opdateret

Søndag var egentlig det store klimaks i USA’s mest populære sportsgren football med Super Bowl og afslutningen på sæsonen.

Men mange – især sportsjournalister – er mest ramt af sorg i denne tid. For dagene omkring Super Bowl bød på tre dødsfald for tre store personligheder:

Tidligere træner Marty Schottenheimer, journalist og podcaster Chris Wesseling og journalist og Hall of Fame-stemmeberettigede Terez Paylor.

Den 77-årige, ottende mest vindende træner i NFL-historien, Schottenheimer var 77 år gammel og havde siden 2014 kæmpet med Alzheimers og levede på hospice.

Derfor kom hans dødsfald ikke som et kæmpe chok for den store offentlighed.

Skribenten og podcasteren Chris Wesseling har derimod fået journalister og NFL-fans i hele verden til tasterne med deres dybtfølte kondolancer.

Tabte 2. halvleg til kræft

Han havde én gang vundet kampen mod kræft, men anden gang lykkedes det ham ikke, og han døde i fredags kun 46 år gammel.

Chris Wesseling er et også et navn, som mange danske NFL-fans kender. Han var nemlig fast ingrediens i kvartetten, der tre gange om ugen optrådte i verdens mest lyttede NFL-podcast, Around the NFL.

Fra tid til anden bliver Danmark nævnt i programmet, som et af de lande uden for USA, hvor podcasten har flest lyttere per capita.

Chris Wesseling blev mindet adskillige gange på NFL Network, den amerikanske football-ligas egen tv-kanal. Selv under Super Bowl-optakten på kampdagen brød hovedværten Rich Eisen den almindelige football-snak og offentliggjorde Wesselings dødsfald.

Mange danske NFL-fans har med sikkerhed også hørt den første podcastepisode af Around The NFL efter Super Bowl. En episode, der slet ikke omhandlede Tampa Bay Buccaneers sejr over Kansas City Chiefs, men var ét, langt mindeprogram om den person, mange kalder en af de dygtigste og mest begavede NFL-skribenter i verden.

Twitter flød nærmest over af kondolencer. En af de hårdest ramte udover Chris Wesselings familie var tv-værtinden Colleen Wolfe, der stadig havde to døgns tv-dækning, hun skulle stå i spidsen for med nyheden om den nære ven og kollegas død i baghoved og hjerte:

37-årig journalist omkommet

Marty Schottenheimer er den mest vindende træner i NFL-historien, der aldrig har vundet et mesterskab og ikke er i NFL’s Hall of Fame.

Det er danske Morten Andersen. En af dem, der var stemmeberettiget til at vælge spillere, trænere og ejere ind i Hall of Fame var journalist og skribent hos Yahoo!Sports Terez Taylor.

Han døde pludseligt kun 37 år gammel. Dødsårsagen er endnu ukendt.

Han var dermed den tredje person, der døde omkring Super Bowl. Endnu en tragisk symbolik på det, alle har kaldt den mærkeligste sæson nogensinde på grund af corona-udfordringerne og de deraf følgende næsten tomme stadions.

Powered by Labrador CMS