Nu kan sygehuspersonalet sænke skuldrene lidt

Mere end 12.000 danskere har været indlagt med covid-19

Rengøringsvogn til isolationsstuer for covid-19 patienter på Slagelse Sygehus torsdag den 11. februar 2021. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Antallet af indlagte med coronavirus covid-19 falder fortsat, og dagens smittetal får en overlæge til at tale om muligheden for genåbning. Til gengæld er den britiske variant af coronavirus covid-19, den såkaldte B117, fortsat i vækst.

– Vi står et godt sted, hvor vi har nogenlunde kontrol over epidemien og mulighed for at begynde at genåbne samfundet, siger overlæge Christian Wamberg, Bispebjerg Hospital, om tirsdagens smittetal, der har registreret 384 smittede.

298 indlagt

Aktuelt er 298 bekræftede smittede indlagt, hvilket er 17 færre end i mandagens opgørelse. Antallet af indlagte var på sit højeste for knap halvanden måned siden – 4. januar – hvor 964 var indlagt.

Der er sket 21 nye indlæggelser af personer med covid-19. Når det samlede antal indlagte er faldet, hænger det sammen med, at der også er blevet udskrevet patienter.

Derudover er syv personer bekræftet smittet med covid-19 afgået ved døden. Det vides dog ikke, om de var indlagt på hospitalet og derfor er medvirkende til, at antallet af indlagte er faldet.

Tirsdag er 63 personer indlagt på intensivafdeling, og af dem er 42 i respirator. Antallet af indlagte på intensiv er faldet med fem personer siden mandag, mens det samme antal er i respirator.

Efter en travl januar med mange indlagte er der nu ro på på Bispebjerg Hospital, lyder det fra Christian Wamberg.

– Lige nu sænker vi skuldrene. Vi har meget få coronapatienter og mulighed for at koncentrere os om noget andet og trække vejret, inden der eventuelt måtte komme en tredje bølge, siger han.

Positivprocent på 0,40

De 384 bekræftede smittetilfælde kommer af 95.939 prøver. Det betyder, at der er kommet positivt svar på 0,40 procent af prøverne, et tal der også kendes som positivprocenten.

Det er stort set samme niveau som i mandagens opgørelse. I midten af december var det over tre procent af de test, der kom svar på, som var positive for covid-19.

I antallet af nye bekræftede smittede indgår ikke de mennesker, som er blevet testet positive med en såkaldt lyntest. Her blev der mandag fundet 61 smittede i knap 18.000 test, viser tal fra de tre udbydere.

Kontakttallet, der siger noget om, om smitten er stigende eller faldende, er faldet til 0,9, efter at det i sidste uge blev beregnet til 1,0. Det betyder, at ti smittede i snit giver smitten videre til ni andre.

Britisk variant i vækst

Epidemien ser derfor ud til at være aftagende. En mere smitsom virusvariant – B117 – ventes dog snart at blive dominerende i Danmark. For den er kontakttallet 1,25, hvilket betyder, at den er i vækst.

Kontakttallet for B117 kan ikke sammenlignes direkte med det generelle kontakttal, da data, som det er beregnet på, ikke er fra samme periode, og det, at B117 er i vækst, vækker ikke bekymring hos Christian Wamberg.

– Andelen af positive prøver med B117 stiger som forventeligt. Men så længe vi kan holde antallet af positive prøver på et lavt niveau, ser jeg det ikke som et større problem, siger han.

Powered by Labrador CMS