Ny invasiv art fundet i Danmark

Den suger næring og skider på planten, lyder det

Sådan ser den ud, den nye bladluse-art. KLIK VIDERE OG SE FLERE INVASIVE ARTER I DANMARK. Foto: Københavns Universitet
Sådan ser den ud, den nye bladluse-art. KLIK VIDERE OG SE FLERE INVASIVE ARTER I DANMARK. Foto: Københavns Universitet
Udgivet Opdateret

Den invasive art Aphis spiraecola er for første gang opdaget i Danmark.

Det skriver Københavns Universitet, hvis forskere har gjort opdagelsen, i en pressemeddelelse.

For de, der ikke er så velbevandrede i latin, kan det oplyses, at der er tale om en bladlus.

Det er endnu uvist, hvor udbredt bladlusen er i Danmark, men den kan ifølge forskerne udvikle sig til et stort problem under alle omstændigheder:

– Den er et alvorligt skadedyr, som mest er kendt i lande med et lidt varmere klima end Danmarks. Den blev fundet i Tyskland i år 2000, få år efter i de baltiske lande og nu altså også i Danmark, så det er helt klart noget, vi skal holde øje med, for den kunne også blive problematisk for de danske æbleavlere, siger lektor Lene Sigsgaard fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Hun har de sidste 20 år forsket i naturlige fjender og skadedyrsregulering i blandt andet æbler.

Suger næring og skider

Bladlus har stikkende-sugende munddele som de bruger til at suge næring fra planterne. Samtidig har bladlusens afføring, den såkaldte honningdug, der ses som klistrede områder på blade og frugter, en uheldig effekt på planten. Skimmelsvampen, sodskimmel, vokser nemlig i honningduggen og nedsætter bladenes fotosyntese.

– Bladlus rammer planten på flere måder ved bl.a. at suge næring ud af planten, som den skulle bruge på nye skud og frugter. Det stresser planten og kan nedsætte udbyttet både i det indeværende og også følgende år, forklarer Lene Sigsgaard.

I Danmark er det den røde æblebladlus, der er æbleplantagernes fjende nummer et, men den grønne æblebladlus kan også give problemer. Fremtiden må vise hvilken betydning den nye bladlus vil få.

Aphis spiraecola er en spreder af virus på citrus og kan også sprede blomme-poxvirus, også kaldet Sharka-virus, som p.t. heldigvis ikke findes i Danmark.

I galleriet over artiklen kan du se en lang række andre invasive arter, du skal være opmærksom på i Danmark.

Powered by Labrador CMS