Ny metoo-skandale: Fratager ham alt

De Konservatives Orla Østerby får frataget alle ordførerskaber.

Orla Østerby (th.) får frataget alle sine ordførerskaber. Klik for mere. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Orla Østerby (th.) får frataget alle sine ordførerskaber. Klik for mere. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

En ny krænkelses-skandale har ramt dansk politik.

De Konservative fratager deres folketingsmedlem Orla Østerby alle sine ordførerskaber, efter han har krænket en partikollega.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Det er partikollegaen Brigitte Klintskov Jerkel, hvis grænser Østerby har overtrådt. Det er sket over et års tid omkring 2017, oplyser partiet.

Det uddybes i meddelelsen ikke, hvad den grænseoverskridende adfærd har bestået i. Det oplyses dog, at nogle af episoderne tidligere har været fremme i pressen.

Fortalt om episoder

Brigitte Klintskov Jerkel har tidligere fortalt Berlingske om episoder med to mandlige kollegaer.

Den ene lagde sin hånd på hendes ryg og fortalte, at han havde lyst til hende. Den anden har fire gange givet hende et klap bagi, da han er passeret forbi hende.

Brigitte Klintskov Jerkel har ikke ønsket at stå frem med hverken navn eller parti. Nu sættes der dog navn på Orla Østerby, efter at hun i sidste uge blev kontaktet af et medie, der var bekendt med navnet.

Han har sagt undskyld

Hun fortæller, at hun har modtaget en undskyldning fra Østerby, som hun har accepteret.

– Jeg er glad for, at partiets ledelse har håndteret sagen, som de har gjort. Det er ikke nemt at stille sig frem og fortælle om den slags episoder.

– Men nu har han sagt undskyld, og det betyder, at jeg kan komme videre og fokusere på mit politiske arbejde, siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Husker det ikke

Orla Østerby siger, at han ikke kan huske de beskrevne hændelser:

– Men jeg tror naturligvis ikke, at min kollega lyver, så derfor vil jeg gerne beklage og undskylde, at de omtalte berøringer er opfattet som grænseoverskridende.

– Det må være sket i misforstået kækhed, som så slet ikke er opfattet sådan. Det beklager jeg dybt. Vi lever jo i en tid, hvor mange må lære noget i forhold til, hvordan adfærd opfattes, siger han i meddelelsen.

Partiet oplyser, at sagen er afsluttet, og at der ikke gives yderligere kommentarer.

Ritzau har forsøgt at få fat på Østerby og Jerkel, men det har ikke været muligt.

Powered by Labrador CMS