Otte ord var med til at redde Karins liv
Hendes liv blev forandret, da Karin fik en blodprop i hjernen. Der er noget, hun ikke kan i dag. Men så kan hun så meget andet.
Den 6. oktober 2015 stod Karin Djernæs i gårdhaven ved datterens nye hus i det indre Aarhus. De to havde drukket kaffe, set på ejendommen og stod nu i gårdhaven. Her så Karin på en rosenbusk, der strittede i alle retninger.
Hun vendte sig om. Hun ville give datteren gode råd til, hvordan man beskærer sådan en busk. Det nåede hun ikke til, før datteren sagde, “Mor, du ser helt mærkelig ud i hovedet.”
Karin forstod ikke, hvad datteren mente. Hun havde også svært ved at forstå, hvorfor datteren nu ringede til sin far, Karins mand for at spørge ham om, hvad de skulle gøre. Karins mand sagde, at de skulle ringe 1-1-2, og det gjorde datteren, mens Karin ikke mente, at det var nødvendigt.
– Jeg havde det godt nok, siger Karin i dag om den dag i oktober 2015, hvor hun pludselig fik en blodprop i hjernen uden at opdage det.
Om datterens insisteren på at ringe 1-1-2, siger hun, at “min datter har reddet mit liv.”
Huset lå tæt på en Falck-station. Derfor gik der ikke mange minutter, før nogle stærke reddere stod i huset for at hente Karin. Dørene var for smalle til båren, så de ville bære Karin ud på gaden, ud til båren.
Karin ville hellere gå selv, da hun stadig følte, at hun havde det fint. Redderne ville ikke lade hende gå. De bar hende ud og lagde hende på en båre. Da blev alt sort for hende.
Når hjernen går i stå
En blodprop i hjernen hører under betegnelsen stroke, der dækker både blodpropper og blødninger i hjernen. Cirka 12.000 danskere bliver hvert år indlagt med et stroke, og én ud af syv danskere oplever at få et stroke i løbet af deres liv.
Hjernen er afhængig af blodtilførsel, og blodet kommer til din hjerne via dine blodkar. Når du får en blodprop, bliver der lukket for et blodkar i din hjerne, og så holder den del af hjernen op med at fungere.
Det varierer fra person til person, hvor meget de selv mærker, at de er blevet ramt af en blodprop.
Claus Simonsen er overlæge på Aarhus Universitetshospital og specialist i blodpropper i hjernen. Han fortæller, at en blodprop i hjernen ikke gør ondt, ligesom en blodprop i hjertet ville gøre det.
– Faktisk er det nogle gange sådan, at en blodprop i hjernen gør, at folk mangler lidt indsigt i, hvad der sker. De fleste, der kommer ind kommer ind, fordi en anden ringer 1 1 2. Patienten har en tendens til at negligere det, skyde problemet lidt væk, siger Claus Simonsen til Newsbreak.dk.
Alt blev lavet om
Da Karin fik en blodprop i hjernen i oktober 2015, var hun ved at forberede sig på et liv som pensionist. Hun havde investeret i et kamera, hun ville på fotokurser og madlavningskurser og lære at lave nye retter og tage gode billeder.
Alt det blev der lavet om på efter den dag, hun fik en blodprop i hjernen. Hun blev indlagt, og der blev udført en trombolyse, hvilket opløste blodproppen. Herefter blev Karin tilbudt et genoptræningsforløb i Skive, hvilket hun sagde nej til. Hun mente godt, at hun kunne klare sig selv, og hun fortæller i dag, at det er noget, hun fortryder.
Først gik hun hjemme, uden at det gjorde meget andet end at gøre hende frustreret og ked af det.
Siden tog hun imod andre tilbud om genoptræning, hun gik blandt andet til genoptræning på Hammel Neurocenter i to måneder, og en dag havde hun besøg af en ergoterapeut, der foreslog hende, at Karin skulle kontakte Hjerneskadeforeningen, der blandet andet har til huse i MarselisborgCentret i Aarhus. Det var det helt rigtige for Karin.
Tiden er en faktor
I dag er anbefalingen, at man går i gang med træning efter en hjerneskade så tidligt som muligt. Det har Hysse Forchhammer, ledende neuropsykolog på Glostrup Hospital, skrevet om til Hjernesagen, en landsdækkende forening, der arbejder for mennesker ramt af en blodprop eller en blødning i hjernen.
Det er ikke til at sige, hvad Karin havde fået ud af at takke ja til det genoptræningsforløb i Skive, hun blev tilbudt umiddelbart efter operationen. Skive er ét af flere steder, man tilbydes specialiseret genoptræning som patient fra Region Midtjylland efter en blodprop i hjernen.
Det er til gengæld ret sikkert, at Karin var heldig, at hun fik en blodprop i hjernen, mens hun var sammen med sin datter, der sørgede for, at der blev ringet 1-1-2. For hurtig behandling af blodpropper i hjernen har en rigtig god effekt.
Læs mere om emnet på Blodprop i hjernen og Red Hjernen.
Claus Simonsen fortæller Newsbreak.dk, at man før i tiden troede, at nerveceller døde og gik bort for evigt, når man fik en blodprop i hjernen. Det er ikke tilfældet.
– Når du får en blodprop i hjernen, er der celler, der dør. Der er også celler, der går i en form for hi. De dør ikke. Fjerner vi blodproppen, kan vi vække cellerne til live igen, siger Claus Simonsen til Newsbreak.dk.
Han fortæller også, at fagkundskaben har regnet på tiden som faktor, når man taler om behandling af blodpropper i hjernen, og for både store og små blodpropper er det sådan, at hurtig behandling har en effekt.
Man kan så meget
Da Newsbreak.dk taler med Karin Djernæs, er det fem år siden hun fik en blodprop i hjernen.
Vi møder Karin i Hjerneskadeforeningens lokaler i MarselisborgCentret i Aarhus. I dagtimerne fungerer lokalerne som et undervisningssted for medlemmerne, der kan bruge tiden på alt muligt, blandt andet billedkunst og sløjd.
Her har Karin mødt ligesindede, og hun har i dag et godt liv. Hun er glad, og hun fortæller om, hvad medlemmerne af foreningen laver sammen.Hun har blandt andet en veninde, hun maler sammen med. Veninden drikker kaffe med sugerør og sidder i kørestol, og hun har også et godt liv.
– Vi plejer at sige, at der er så meget, vi ikke kan, men der er også så meget, vi kan, siger Karin.
Hun og manden er ved at sælge huset på to etager (og en kælder), der stadig er lidt af en udfordring for et menneske, der har overlevet en blodprop i hjernen, og som i dag tager sin rollator med sig, hvis hun skal ud og gå længere ture.
Karin fortæller, at du lærer at huske nogle ganske særlige ting af at overleve en blodprop i hjernen. Hun ved eksempelvis, at hun skal gå 25 skridt for at komme fra kælder til kvist i parrets hus, og det skal man, hvis man skal hele vejen op og ned med vasketøj. Derfor drømmer Karin i dag om at få et etplanshus med vaskesøjle.
Karin lovpriser også sin mand, der hjælper hende så meget, han kan. Hun har to børnebørn, hun kalder for sine “lykkepiller,” og familien er med til at berige hendes liv, sammen med medlemmerne af Hjerneskadeforeningen. Her kan man udveksle erfaringer, drikke kaffe, spille spil eller gå i biografen sammen.
– Det har givet mig alt, siger Karin Djernæs.
