Over 1000 billister sigtet for samme lovbrud

Trods skærpet straf mobilsnakker mange stadig bag rattet

Udgivet Opdateret

I sidste uge blev 578 bilister landet over sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen, skriver DR. Det skete, i forbindelse med politiets kampagne mod uopmærksomhed i trafikken.

Tidligere på måneden trådte en lov i kraft, som medfører et klip i kørekortet, hvis man bliver snuppet i mobilbrug underkørslen. På det første døgn blev der rejst 102 sigtelser.

Artiklen fortsætter under videoen 

Ifølge DR oplyser Rigspolitiet, at der siden ikrafttrædelsen 10. september er rejst 1018 sigtelser.

Sidste uges kampagne mod uopmærksomhed i trafikken tyder på, at den skærpede straf endnu ikke har haft nogen nævneværdig effekt.

– Antallet af sigtelser ligger, som det plejer, når vi afholder den slags kontroller over en uges tid, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Færdselscenter til DR.

– Resultatet er selvfølgelig også afhængigt af, hvor mange ressourcer den enkelte politikreds kan afsætte. Men det her er et meget gennemsnitligt niveau, siger han.

Netflix i bilen?

Newsbreak.dk har tidligere skrevet, at danskerne bruger deres mobiltelefoner til mange forskellige ting, når de altså burde koncentrere sig om kørslen.

Således har to procent af de adspurgte inden for det seneste år set film, mens de har kørt bil. Ifølge Center for Transport Analytics under DTU har lidt flere end fire millioner danskere kørekort – og tager man udgangspunkt i dem, svarer det til, at over 80.000 mennesker det seneste år har set film, mens de sad bag rattet.

Det viser en ny undersøgelse, som YouGov tidligere på måneden fik lavet for If Skadeforsikring. Det vækkede heller ikke begejstring hos Christian Berthelsen, da Ritzau bragte den nyhed for ham.

– Man kan ikke køre bil og se film samtidig, og dem, der kan finde på det her, burde ikke have et kørekort. En bil er et potentielt våben, der kan slå andre ihjel, så det er meget alvorligt, sagde han.

Ifølge beregninger fra Rådet for Sikker Trafik svarer fire sekunder med blikket fæstnet til skærmen på en landevej til, at du kører 89 meter i blinde.

Kører du 110 kilometer i timen, svarer det til 122 meter uden at ænse trafikken.

Du er med andre ord mere end almindeligt til potentiel livsfare for dine medtrafikanter, hvis du ser TV, når du burde køre bil.

Powered by Labrador CMS