Politi erkender stor fejl i Hagen-sag

Den drabssigtede milliardær slettede ikke to telefonopkald, som politiet hidtil har hævdet i norsk drabssag.

Sagen om Anne-Elisabeth Hagen er stadig aldeles uopklaret. (Foto: NTB SCANPIX/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Norsk politi har tilsyneladende mistet et central bevis i sagen mod Tom Hagen, der er sigtet for drab og medvirken til drab på sin hustru.

Politiet har i lang tid anklaget Tom Hagen for at have slettet to telefonopkald til hustruen – Anne-Elisabeth Hagen – på dagen, hvor hun forsvandt.

Det viser sig nu ikke at passe.

Det bekræfter politiinspektør Agnes Beate Hemiø fra politidistrikt øst ifølge VG.

Politiet har i løbet af den over to år lange efterforskning lagt et stort arbejde i at fastlægge en tidslinje, som skal hjælpe med at opklare drabssagen.

I den forbindelse har politiet brugt en række elektroniske beviser, heriblandt telefonsamtaler og sms-beskeder.

Bruger gammel Nokia-mobil

Udskrifter fra Anne-Elisabeth Hagens telefon har vist, at Tom Hagen ringede til sin hustru klokken 10.06 og 10.07 den 31. oktober 2018 – dagen, hvor Anne-Elisabeth Hagen forsvandt.

Tom Hagen brugte en ældre Nokia-telefon, hvor politiet ikke har været i stand til at finde data om opkaldene.

Derfor har politiet påstået, at Tom Hagen har slettet opkaldene i et forsøg på at skjule sine spor.

Tom Hagen blev anholdt 28. april i år, og da politiet fremstillede ham for retten, blev telefonbeviset ifølge VG brugt som et af de centrale beviser for at få Tom Hagen varetægtsfængslet. Tingretten afgjorde, at beviserne var tilstrækkelige, og Tom Hagen blev fængslet.

Hagens forsvarsadvokat ankede dog afgørelsen og fik medhold. Politiet krævede siden Tom Hagen varetægtsfængslet ved en anden retsinstans – Eidsivating lagmannsret.

Her mente man, at bevismaterialet var for tyndt og Tom Hagen blev løsladt.

Sletter automatisk opkald

Nu viser det sig, at den ældre Nokia-telefon automatisk sletter opkald, og dermed har politiet har begået en fejl i efterforskningen.

– Det er rigtigt, at det i forbindelse med en begæring om varetægtsfængsling i april 2020 blev anført som mistænkeligt, at to opkald, som optrådte på den sigtedes trafikdata, ikke optrådte på opkaldsloggen på telefonen, siger Agnes Beate Hemiø ifølge VG.

– Resultatet af de tekniske undersøgelser viser, at opkaldene ikke er slettet af den sigtede, tilføjer hun.

En interessant bil

Nyligt har norsk politi offentliggjort en video, som kan hjælpe politiet på vej mod at klarlægge, hvad der skete i minutterne op til, at milliardærfruen gav sit sidste livstegn fra sig.

Videoen skulle være af en bil, der kører på vejen op mod parrets hjem. Det skriver VG.

I løbet af de seneste to år har politiet efterforsket bilen, der på dagen, hvor Anne-Elisabeth Hagen forsvandt, kørte op mod parrets hus på Sloraveien.

Den bil og føreren af den håber politiet nu at finde frem til.

– Det er en interessant bil, og vi ønsker at få kontakt til føreren af den, eventuelle passagerer og vidner, der kan have set den, siger politiinspektør Agnes Beate Hemiø til VG.

Politiet har i samme ombæring offentliggjort en video og billeder af bilen, som det norske medie er i besiddelse af.

På forsvindingsdagen

Bilen er interessant for politiet, da den kører på vejen op til parrets hus. Det særlige er, at den vej kun fører til Anne-Elisabeth Hagen og Tom Hagens hjem.

Optagelsen viser, at der er bevægelse på vejen fra klokken 07.56 og frem til klokken 08.56.

Dernæst er det også tidspunktet, der er afgørende. Bilen skulle være på vej mod huset klokken 09.00 om morgenen den 31. oktober 2018, som er dagen, hvor Anne-Elisabeth Hagen bliver meldt savnet.

Tidligere har norsk politi også oplyst, at hun har sendt en sms til en bekendt og klokken 09.14, som anses for at være det sidste livstegn fra hende.

Derfor understreger politiet også, at bilen er et centralt mål for deres arbejde med klarlægningen af alle bevægelser omkring huset på morgenen for forsvindingen.

Kvaliteten af videoen og billederne af bilen er dog problematiske, derfor er det svært at drage konklusioner om, hvad der præcis sker i tidsrummet fra lidt i otte til lidt i ni den morgen.

Dog har politiet ud fra det lys de kan se på optagelsen antaget, at det er en bil, der første kører mod hjemmet og knap en time senere kører en bil fra hjemmet.

Her blev hun dræbt

– Politiet mener fortsat, at boligen på Sloraveien er stedet, hvor drabet er begået. Der er stadig flere efterforskningstrin, og forsat adgang til boligen og andre ejendomme er derfor centralt for efterforskningen, sagde talsmanden fra norsk politi Haris Hrenovica.

Noget af det, der fik flest medier til at omtale ransagningen af hjemmet, var, da det forlød, at politiet var særligt interesserede i kloakken, som ifølge flere norske medier skulle undersøges grundigt for spor af Anne-Elisabeth Hagen.

Tom Hagen har hele tiden erklæret sin uskyld og har op til sin anholdelse samarbejdet med politiet.

Flere gange har medier dog rapporteret om, at norsk politi har fundet afgørende beviser på, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt i hjemmet.

Det gælder blandt andet, at politiet har fundet blodspor. Blodsporene blev fundet på en væg i hjemmet. Det er et af flere spor, som politiet er i besiddelse af, forlød det.

Tidligere har politiet haft en tese om, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet slået ihjel i badet, og blodsporene kunne være slæbespor, da hendes lig er blevet fjernet fra badeværelset.

Endelige beviser på, hvad der er sket – og om Anne-Elisabeth Hagen faktisk er blevet slået ihjel – er endnu ikke kommet frem i offentligheden.

Muligt motiv

En anden ting, som er blevet afsløret, der muligvis kunne være et motiv til drabet, er, at Anne-Elisabeth Hagen ønskede at forlade Tom Hagen, som hun var gift med.

Af flere uafhængige kilder har den norske avis VG fået oplyst, at politiet under ransagningen af Tom Hagens hus har fundet skilsmissepapirer.

Papirerne anses for at være blandt de relevante fund, som politiet tidligere har meddelt, at de har fået ud af ransagningen af hjemmet.

Skilsmissepapirerne skulle være dateret til flere år før den 31. oktober 2018, hvor Anne-Elisabeth Hagen forsvandt. Papirerne skulle kun være underskrevet af Anne-Elisabeth Hagen.

Ifølge avisens informanter er politiet særligt glad for fundet, da det kan underbygge oplysninger, de tidligere har fået fra mundtlige kilder.

Anne-Elisabeth Hagen skulle have forklaret flere personer i sin omgangskreds, at hun i flere år havde levet i et turbulent ægteskab.

Det er også det, der gør, at politiet peger på, der er flere spor, der antyder, at Anne-Elisabeth Hagen ville skilles fra Tom Hagen.

Flere gange er Tom Hagen ifølge den norske avis blevet adspurgt om, hvorvidt parret havde talt om at blive skilt. Det er blandt andet foregået i nogle af de mange afhøringer, der har været af Tom Hagen.

Han har givet udtryk for, at han og Anne-Elisabeth Hagen i deres 44 år lange ægteskab har haft problemer. Dog skulle de aldrig direkte have diskuteret skilsmisse som en mulig løsning.

Powered by Labrador CMS