Politiet får frataget adgang til vigtig værktøj

De næste to måneder må myndighederne klare sig uden.

Nick Hækkerup har kommenteret på sagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Rigsadvokaten stopper midlertidigt brug af teledata som bevis for domfældelse efter fund af nye alvorlige fejl i de data, der bliver brugt i straffesager.

Teleoplysningerne vil heller ikke kunne bruges som grundlag for varetægtsfængsling af mistænkte.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse mandag morgen.

– Der er gang på gang kommet nye oplysninger frem i teledata-sagen. Det rokker ved vores tillid til retssystemet. På baggrund af de nye, alvorlige oplysninger har rigsadvokaten nu besluttet at trække i håndbremsen, så teleoplysninger indtil videre ikke anvendes i retten som bevis på, at tiltalte er skyldig, eller som grundlag for varetægtsfængsling. Det synes jeg er en rigtig og nødvendig beslutning, siger justitsminister Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.

Det vil indtil videre gælde i to måneder frem til 18. oktober. Indtil da skal fejlene undersøges.

Sådan gik det galt

Fejlen er opstået i et it-program til håndtering af teledata og kom frem tidligere på sommeren. Det kan ikke bare have været medvirkende til, at uskyldige er blevet dømt. Den kan også have forhindret opklaring af sager.

Problemerne skal være opstået i det program, som konverterer teleselskabers såkaldte rådata til oplysninger, der er blevet brugt i retssager.

Det er typisk rådata fra telefoner, som politiet får fra teleselskaber. Det kan sige noget om, hvor en person har opholdt sig på et givent tidspunkt.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har i et brev orienteret Folketingets Retsudvalg om den nye udvikling i sagen.

Her skriver han, at ministeren fredag blev orienteret om, at politiet har identificeret fejl i forbindelse med “konverteringen af geografiske koordinater for telemasters placering”.

– Det medfører ifølge oplysningerne fra Rigspolitiet, at der ved behandlingen af straffesager kan være indgået fejlbehæftede masteplaceringer, som er anvendt til at sandsynliggøre en telefons position, skriver ministeren.

Flere konkrete fejl fundet

Rigspolitiet har også meddelt ministeren, at der er fundet flere konkrete fejl i den rådata, som politiet modtager fra teleselskaberne. Omfanget og betydningen af disse fejl er endnu ikke blevet afdækket.

Derudover skal anklagemyndigheden nu gennemgå grundlaget for varetægtsfængslinger i sager, hvor teleoplysninger indgår.

Herefter skal der afholdes et nyt retsmøde, hvor det skal afprøves, om varetægtsfængslingen kan opretholdes uden anvendelse af teleoplysninger.

Hvis anklagemyndigheden ikke mener, at der vil være grundlag for en varetægtsfængsling uden brug af teledata, vil den anholdte blive løsladt.

Torsdag i sidste uge meddelte justitsministeren, at endnu flere sager kan være påvirket i sagen.

Tidligere hed det, at omkring 10.700 sager fra 2012 og frem til 8. marts 2019, hvor der er indhentet historiske teleoplysninger, skal undersøges. Men nu skal også sager fra før 2012 undersøges.

Det er endnu uvist, hvor mange sager det drejer sig om.

Powered by Labrador CMS