Politiet finder falsk pas med kendt ansigt

Flere mistænkte er anholdt i sagen

Sådan ser det falske pas med et foto af Sylvester Stallone ud. Foto: Scanpix/AFP/BULGARIAN PROSECUTORS OFFICE
Udgivet Opdateret

Den amerikanske skuespiller Sylvester Stallone har været brugt som reklamesøjle for noget, han formentlig på ingen måde kan stå inde for.

Reuters skriver, at en bulgarsk bande brillerede i at producere falske dokumenter, og at banden brugte et falsk pas, der så ud til at tilhøre skuespilleren, for at vise potentielle kunder, hvor dygtige de var.

Sigtet fredag

Reuters skriver, at anklagemyndigheden i Bulgarien sigtede fire personer fredag. De er sigtet for at producere falske dokumenter samt falske amerikanske dollars og eurosedler.

Bulgarsk Politi, amerikanske Secret Service og Europol var sammen om en aktion, hvori de fire personer blev anholdt, samtidig med at et produktionsapparat, der altså både kunne lave falske pas og penge, blev konfiskeret under besøg hos 30 forskellige adresser i Bulgarien.

I byen Plovdiv konfiskerede man blandt andet falske pengesedler samt Bulgarske ID- og kørekort.

– Betjentene konfiskerede også et bulgarsk pas med et foto af en kendt amerikansk skuespiller, der blev brugt til at demonstrere bandens evner for forfalskninger, lyder det, ifølge Reuters, fra anklagemyndigheden.

Powered by Labrador CMS