Politiet indstiller eftersøgning ved fjord

Politiet er på sagen

En helikopter i luften søger efter eventuelle personer i vandet. Foto: Presse-fotos.dk. KLIK for mere.
En helikopter i luften søger efter eventuelle personer i vandet. Foto: Presse-fotos.dk. KLIK for mere.
Udgivet Opdateret

Midt- og Vestsjællands Politi, brandvæsnet og forsvaret leder torsdag formiddag efter spor efter et menneske omkring Roskilde Fjord. Man frygter, at en person er faldet i vandet ved fjorden, men det er langt fra sikkert, at virkeligheden forholder sig sådan.

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller, at en borger slog alarm, da vedkommende et par hundrede meter ude på den tilfrosne fjord kunne se noget, der måske var en person.

Eksperter i overlevelsesdragter

Som følge heraf sendte politiet en patrulje, og patruljen tilkaldte efterfølgende brandvæsnet, der sendte to eksperter i overlevelsesdragter ud på isen, hvor de fik fat på en cykel.

Der var intet menneske at se på isen i nærheden af cyklen, og derfor blev der tilkaldt en af Forsvarets helikoptere. Fra luften blev der observeret fodspor på isen, der gik hen mod et område med vand, og nu prøver man så at finde ud af, om der vitterligt er nogen, der er faldet i vandet.

Tre cykler uden ejere

I mellemtiden har politiet fundet endnu et par cykler, denne gang på et stisystem på land, der heller ingen ejere har, og man står derfor med tre cykler uden ejere, fodspor på fjorden og lidt af et mysterium.

Til gengæld har politiet ikke fået mange oplysninger, der indikerer, at en person er røget i vandet.

– Vi har ikke fået nogle meldinger ind om savnede, bortgåede eller andet i løbet af natten eller de tidlige morgentimer, siger Martin Bjerregaard til Newsbreak.dk.

Mens politiet leder videre i området ved fjorden, har man derfor en opfordring til lokalbefolkningen. Hvis man selv, eller hvis man kender nogen der, har efterladt en cykel nær eller på isen ved Roskilde Fjord, bedes man kontakte politiet på 1-1-4.

Powered by Labrador CMS