Læs her, hvordan danske geologer fra Geus beskriver jordskælv:
* Jordens overflade er delt op i en række 50-300 kilometer tykke stive stenplader, der konstant bevæger sig i forhold til hinanden.
* Jordens kontinenter sidder fast på disse plader. Der ligger ufattelige kræfter bag pladernes bevægelser, og det klippemateriale, som pladerne består af, bliver bøjet og vredet.
* Til tider opstår der så store spændinger i klippematerialet, at det pludselig revner, og de to sider af brudfladen forskyder sig i forhold til hinanden med et voldsomt ryk.
* Herved frigives en masse energi, der i form af seismiske bølger spreder sig igennem kloden som ringe i vand. Når de seismiske bølger passerer et sted på jordoverfladen, mærker vi det som et jordskælv.
* Den mest berømte metode til angivelse af et jordskælvs størrelse er udviklet af den amerikanske seismolog Charles F. Richter, som har lagt navn til richterskalaen. Det er den nok mest kendte jordskælvsskala.
* Richterskalaen er udviklet til at sammenligne størrelsen på jordskælv i Californien. Den er tilpasset de særlige geologiske forhold, der er i Californien.
* Ved især meget kraftige skælv andre steder i verden anses richterskalaen i dag ikke som den bedste.
* Momentmagnitudeskalaen bruger flere fysiske parametre til at udregne et såkaldt Mw-tal, som er et udtryk for skælvets størrelse.
* Mw-tallet udtrykker, hvor meget energi der er blevet udløst ved skælvet. Mw-tallet kan sammenlignes for alle typer af jordskælv.
* Momentmagnitudeskalen anvendes i dag ved alle mellemstore og store jordskælv.
Kilde: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)