Populær fidus på nettet er svær at stoppe

Forbrugerombudsmanden har svært ved at stoppe udbredt fidus, hvor kunder uvidende tilmeldes et abonnement, når de handler på danske webshops

Forbrugerombudsmanden har svært ved at sætte en stopper for problemet. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Radio4.

”Når vi har med et koncept at gøre, som åbenbart er så økonomisk givtigt, som det her koncept må være, så har vi vanskeligt ved at følge med.”

Sådan siger Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, til Radio4 Morgen om en forretningsmodel, som breder sig på danske webshops i disse år.

Køb af vare starter abonnement

Her bliver intetanende kunder automatisk tilmeldt et ugennemskueligt betalingsabonnement, når de køber en vare på en webshop. Og efterfølgende er det svært for forbrugerne at komme ud af abonnementet igen.

Det er netop af disse årsager, at tre forbrugere har klaget til Forbrugerombudsmanden over internetbutikken Lovero.dk, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord, men samtidig bliver tilmeldt et betalingsabonnement. Det bekræfter Forbrugerombudsmanden overfor Radio4 Morgen.

Et udbredt fænomen

Ifølge vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe, er abonnementsfælder som Loveros et udbredt fænomen både på danske og udenlandske webshops, og han mener, at der skal sættes hårdere ind overfor virksomhederne.

”Der er en kolossal håndhævelsesudfordring. Der er simpelthen bare for mange virksomheder, som spekulerer i at overtræde loven på det her punkt. Der er brug for flere kræfter til dem, der skal håndhæve forbrugerreglerne,” siger han til Radio4 Morgen.

Stadig strafbart

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den estiske virksomhed Parima eCommerce OÜ, der står bag Lovero.dk. Men efter Radio4s henvendelse er det pludselig blevet tydeligere, at der er tale om en abonnementsordning på siden.

Det gør ifølge Forbrugerombudsmanden ikke forretningskonceptet mindre strafbart.

”Det er jo ikke sådan, at hvis man hopper af cyklen efter at have kørt uden lys, så kan man ikke straffes for det. Det er fuldstændig det samme her. Hvis man har snydt nogle forbrugere, bliver det selvfølgelig ikke bedre af, at man bagefter oplyser tydeligt om abonnementet,” siger Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, til Radio4 Morgen.

Powered by Labrador CMS