Pornostjerne kæmper for et træ

Majestætisk som en pornostjernes mest nødvendige værktøj troner et træ. Det skal ned. Derfor er netop en pornostjerne gået i brechen for det.

Udgivet Opdateret

Et træ så strunk som det, manden der kæmper for det er kendt for, er i fare for at blive fældet.

Det har fået den tidligere pornostjerne Ron Jeremy til at rejse sig. Og kæmpe. På en anden måde, end han ellers er kendt for.

Træet står i al sin pragt og vælde foran den næsten 70-årige pornostjernes barndomshjem i bydelen Queens i New York.

Det fik lørdag Jeremy til Twitter-tasterne for at bede om hjælp til at bevare det.

“Min far plantede træet den dag, jeg blev født”, skriver han på Twitter.

Ifølge The New York Post er træet dog i så dårlig forfatning, det udgør fare for personer, der går under det.

En talsmand for Jeremy siger, at stjernen nu forsøger at få noget af træet med til sit hjem i Hollywood, hvor han vil forsøge at få det til at gro.

Ahorntræet er cirka 65 centimeter i diameter. Der er intet om længden. Højden …

Der er ikke sat en dato for, hvornår træet skal fældes.

Powered by Labrador CMS