Rolf Sørensen tilbage på tv

Rolf Sørensen vender søndag tilbage til skærmen, når han kommenterer Flandern Rundt på TV2 Sport X.

Rolf Sørensen er søndag tilbage i kommentatorboksen (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2020)
Udgivet Opdateret

Efter godt en måned væk er Rolf Sørensen søndag tilbage på tv, når han fra klokken 9.35 er med på TV2s dækning af cykelklassikeren Flandern Rundt.

Transmissionen startede klokken 9.35 og kan følges frem til klokken 16.50 på kanalen.

Rolf Sørensen forsvandt pludselig fra TV2s transmissioner i september. Det var på grund af personlige problemer, oplyste TV2 da.

Skilsmisse

Siden har Rolf Sørensen meddelt, hvad de personlige problemer dækker over.

9. oktober meddelte Rolf Sørensen og hustru Susanne Sørensen, at de skal skilles og Rolf Sørensen påbegynder samtidig et længere terapiforløb for at kunne kontrollere sit forhold til alkohol.

– Vi har været sammen i mange år og har levet et meget intenst, lykkeligt og stærkt ægteskab, men selvfølgelig også oplevet både op- og nedture, som mange andre ægteskaber, siger Rolf Sørensen.

– Vi har vores utroligt skønne børn, som vi begge elsker højt, men vi er kommet til et punkt, hvor min familie ikke længere kan leve med mine alkoholproblemer. Derfor skal vi skilles, lyder det.

Nydt alkohol for meget

Rolf Sørensen havde stor succes som aktiv cykelrytter særligt i 1990’erne. I dag kommenterer han cykling på TV2’s kanaler.

– Min familie har altid støttet 110 procent op om mit virke som både professionel cykelrytter og efterfølgende tv-personlighed. Susanne har på imponerende vis passet både familie, hjem og sit eget travle job, da mine job altid har krævet utrolig mange dage væk fra hjemmet.

– Vi har været et godt “team”, men jeg har til tider nydt alkohol i min fritid, i et omfang hvor det ikke bare er nydelse. Det har slidt hårdt på min familie, og det kan jeg ikke længere byde dem, siger 55-årige Rolf Sørensen.

Det er årsagen til, at han nu begynder et længere terapiforløb, lyder det.

Rolf og Susanne Sørensen har været sammen siden 1992 og har tre børn. Parret boede næsten 20 år i Italien, da Rolf Sørensen var aktiv rytter.

Powered by Labrador CMS