Så vanvittige ting gør danskerne bag rattet

Få sekunders uopmærksomhed er som at køre bil i blinde - og foruden at risikere at gøre skade på dig selv og andre står du også alene med regningen.

Udgivet Opdateret

Det er næppe gået din næse forbi, at det fremover koster et klip i kørekortet, hvis du griber telefonen, mens du kører bil. Men en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for If Skadeforsikring, viser, at telefoni ikke er det eneste, danskerne bruger tid på bag rattet.

Således har to procent af de adspurgte inden for det seneste år set film, mens de har kørt bil. Ifølge Center for Transport Analytics under DTU har lidt flere end fire millioner danskere kørekort – og tager man udgangspunkt i dem, svarer det til, at over 80.000 mennesker det seneste år har set film, mens de sad bag rattet.

– Det er noget, vi ser en gang imellem, og det er langt ude, at man kan finde på det, siger Christian Berthelsen, som er politiassistent hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

– Man kan ikke køre bil og se film samtidig, og dem, der kan finde på det her, burde ikke have et kørekort. En bil er et potentielt våben, der kan slå andre ihjel, så det er meget alvorligt, tilføjer han.

Film? Frakendelse?

Bliver du taget med en film kørende, risikerer du ikke bare et klip i kørekortet, men en betinget frakendelse – også selv om mobilen eller iPad’en, du benytter, er håndfri.

Det skyldes Færdselslovens paragraf 3, som omhandler hensynsfuld kørsel. Kører man uagtsomt, så der opstår fare eller forvoldes skade på andre, er det strafbart.

Undersøgelsen viser også, at flere spiller spil, taster ind på gps’en eller sms’er under kørslen. Men netop det med at se film vækker også særlig harme hos If Skadeforsikring, som har iværksat undersøgelsen.

– Det kræver vedvarende opmærksomhed at se en film eller et afsnit af en serie. Det er fuldstændig vanvittigt, siger kommunikationschef Birgitte Ringbæk.

Nøgleord

Netop opmærksomheden er nøgleordet. For der skal faktisk ikke særlig meget uopmærksomhed til, før det svarer til at køre bil med bind for øjnene.

Ifølge beregninger fra Rådet for Sikker Trafik svarer fire sekunder med blikket fæstnet til skærmen på en landevej til, at du kører 89 meter i blinde.

Kører du 110 kilometer i timen, svarer det til 122 meter uden at ænse trafikken.

– Det er en skræmmende tendens, at mobilen fylder så meget, at man ikke kan finde ud af at prioritere vigtigheden af den situation, man er i, når man kører bil, siger Birgitte Ringbæk.

Samtidig påpeger hun, at man står rigtig dårligt i forhold til forsikring, hvis man laver skade på sin bil, mens man ser film bag rattet.

– Skader, der sker på bilen under grov uagtsomhed, er ikke dækket af kaskoforsikringen, siger kommunikationschefen.

Powered by Labrador CMS