Sigtet for voldtægt af 13-årig efter ny lov

Efter den nye voldtægtslov om samtykke er en ung mand fra København blevet sigtet for at voldtage en 13-årig.

Københavns Byret valgte mandag at opretholde anholdelsen i tre døgn for en 22-årig voldtægtssigtet mand. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

Ved årsskiftet for få dage siden trådte en ny voldtægtslov i kraft, og siden er de første blevet sigtet efter den nye lov, der bygger på samtykke.

I København er en 22-årig mand blevet sigtet for at have haft samleje med en 13-årig pige, der ikke kunne samtykke heri. Han sigtes for at have samleje med hende, selv om hun havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede at have samleje med ham.

Det skal ifølge sigtelsen være sket søndag morgen omkring klokken 09 på et hotelværelse i hovedstaden. Manden er sigtet for voldtægt og for at have haft samleje med et barn under 15 år.

En dommer i Københavns Byret besluttede mandag at opretholde anholdelsen af den unge mand i tre døgn. Det giver politiet mere tid til at efterforske sagen. Det er uvist, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.

Flere sigtede

I Nordsjælland er en 18-årig mand også blevet sigtet, efter at den nye lov trådte i kraft. Han blev lørdag varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Helsingør i foreløbigt 14 dage. Det skrev Ekstra Bladet.

Han er sigtet for på et tidspunkt nytårsnat mellem 00.10 og 01.00 at have forsøgt samleje med en ung kvinde uden hendes samtykke. Han nægter sig skyldig.

I Nordjylland er en 29-årig mand også sigtet for en voldtægt efter midnat nytårsaften. Det skrev Nordjyske.

Han er sigtet for at have haft samleje med en 15-årig pige ved 02.30-tiden, uden at pigen havde givet samtykke, eller at hun var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig.

Manden nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Ny lovgivning

Det var et enigt Folketing, som sidste år vedtog den lovændring, som indebærer, at det nu er strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker.

Før ville der ikke nødvendigvis være tale om voldtægt i tilfælde, hvor en person siger nej til sex.

Efter den tidligere voldtægtsbestemmelse blev det karakteriseret som voldtægt, hvis gerningsmanden for eksempel brugte vold eller trusler om vold, eller hvis offeret var været i en tilstand, hvor vedkommende var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Ifølge Sex og Samfund blev der i 2018 anmeldt 1672 tilfælde af voldtægt i Danmark, mens Det Kriminalpræventive Råd vurderer, at op mod 6200 kvinder hvert år bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg.

Powered by Labrador CMS