Skip to main content

Skød omkring sig med hardball-pistol

Torsdag blev flere ramt af skud fra en hardball-pistol

Der blev torsdag skudt efter flere personer med en hardball-pistol. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Der blev torsdag skudt efter flere personer med en hardball-pistol. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

En ukendt gerningsmand skød torsdag flere personer med en hardball-pistol.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Heri står der, at flere borgere torsdag  eftermiddag anmeldte, at de var blevet beskudt med en hardball-pistol fra et forbipasserende køretøj mellem klokken 16.20 og 17.50.

Her var der blevet skudt mod en 15-årig ung mand fra Snekkersten ved Vestervang Kirke, en 27-årig lokal mand på Gurrevej, efter en 72-årig mand, som beskar planter i sin forhave på Gurrevej, og en 30-årig mand fra Helsingør anmeldte, at der var blevet skudt hul i hans bagrude, da han kom kørende ved pantstationen på Prøvestensvej.

I Humlebæk blev en 21-årig kvinde fra Helsingør ramt på bagdelen af tre skud, da hun cyklede af Fredensborgvej, og en 37-årig mand fra København blev beskudt, da han ventede på toget på Humlebæk Station.

Senere torsdag aften blev en 45-årig mand fra Humlebæk ramt på armen og ryggen af flere hardball-skud, da han gik ad Humlebæk Strandvej, ligesom en 15-årig ung mand fra Søborg blev beskudt flere gange med en hardball-pistol fra en bil, der hørte rundt ved Snekkersten Havn.

Drive-by

Flere af de ramte borgere har forklaret, at skuddene fra hardball-pistolen kom fra en større sølvfarvet bil.

Gerningsmanden beskrives som cirka 20 år gammel, østeuropæisk af udseende, lys i huden, klippet skaldet i siderne og med kort mørkt hår oven på hovedet. Han var iført en grå t-shirt.

“Flere patruljer kørte rundt i anmeldelsesområderne for at finde bilen og gerningsmanden, dog uden held”, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Del din kommentar