Sneen vælter ned: Så længe bliver det ved

Man skal passe på, at bilen ikke skrider på de sneklædte, glatte veje

Udgivet Opdateret

Hvordan ser snevejret ud hos dig? Send dit bedste snebillede til redaktion@newsbreak.dk, så samler vi billederne i et galleri.

Det kan du se HER.

Sneen er kommet, og den er kommet for at blive. Mange vil opleve, at det vælter ned med sne på bilens forrude, eller når man kigger ud af vinduet.

I aften vil det fortsætte med at sne mange steder i landet. Faktisk lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at snevejret bliver ved i over et døgn endnu.

Hos børn, der godt kan lide at lege i sneen, vækker det sikkert begejstring, men begejstringen er nok knap så stor hos trafikanter, der gerne vil sikkert hjem fra arbejde.

Politiet kan knap følge med

Politiet advarer da også i flere landsdele om, at sneen gør vejene meget glatte, så man skal passe på og køre forsigtigt derude.

Faktisk har Syd- Østjyllands Politi fået syv anmeldelser om trafikuheld inden for tyve minutter.

– Folk skal køre forsigtigt – ikke bare for deres egen skyld men også for vores, for vi kan knap nok følge med lige nu, oplyser vagtchef Torben Wind.

Powered by Labrador CMS