Skip to main content

Søn dræbt af vanvidsbilist: -Så ondt gør det

Britta Buhl lever hver dag med smerten over at have mistet sin søn. Nu skal hun også leve med en gerningsmand på fri fod, der er udeblevet fra retssagen

Britta Buhl kikker op på et foto af sine tre børn. Den ældste søn får hun aldrig mere at se: -Det er så meningsløst, siger hun. Foto: Massimo Grillo

Britta Buhl kikker op på et foto af sine tre børn. Den ældste søn får hun aldrig mere at se: -Det er så meningsløst, siger hun. Foto: Massimo Grillo

– Jeg tror ikke, han bliver en bedre mand af at komme i fængsel. Men jeg kunne godt tænke mig at gå op til ham for at fortælle, hvor ondt han har gjort mig og min familie ved at slå min søn ihjel.

Ordene kommer fra Britta Buhl, mor til den dræbte politibetjent Magnus Buhl. Og ordene vil hun gerne sige direkte til den nu 27-årige Mohamed Ahmad Samaleh, der natten til den 23. juli 2019 kom hamrende afsted henover en mørk og våd Langebro i indre Købehavn i en Audi A6.

Efter at have torpederet to modkørende biler ramte han Magnus Buhls bil med mindst 117 kilometer i timen. Magnus var på vej hjem fra arbejde og blev dræbt på stedet.

Magnus Buhl Hansens bil var en af flere, der blev ramt i den tragiske ulykke. Foto: Scanpix

Magnus Buhl Hansens bil var en af flere, der blev ramt i den tragiske ulykke. Foto: Scanpix

Men Britta Buhl, der bor i Ansager i Midtjylland, må vente med at fortælle Mohamed Ahmad Samaleh om sin ubeskrivelige smerte. For han udeblev fra retssagen, der i foråret 2020 blev udskudt på grund af corona-situationen.

Siden skulle retssagen være begyndt 1. december. Men da udeblev den tiltalte med en undskyldning om, at han var corona-positiv og i øvrigt befandt sig i London.

Var ankommet til København

Britta Buhl var taget afsted på en følelsesmæssigt rutsjebanetur til København dagen før retssagen sammen med sin kæreste. Her besøgte parret Magnus’ grav, hans tidligere arbejdsplads og Rigspolitiet. Begge steder er der opsat en mindeplade med Magnus’ navn på. Men om aftenen fik hun et telefonkald fra politiet om, at gerningsmanden var i London og formentligt ikke ville dukke op.

– Jeg havde sat mig op til det, forberedt mig på retssagen, set de mange minder…det er sgu hårdt. Britta Buhls stemme knækker over.  Hun henter stilfærdigt et stykke køkkenrulle til at tørre øjnene.

Der var sat i alt fire dage af til retssagen og domsafsigelsen i løbet af december. Men da Mohamed Ahmad Samaleh også udeblev ved det næste retsmøde, blev retssagen endnu en gang udsat.

– Der var også de mange vidner, som også har været på en følelsesmæssigt rutsjetur, som vi andre har været. Man sætter sig op til at høre de mange forfærdelige detaljer. Jeg synes, det er at pisse os op og ned ad ryggen, siger Britta Buhl.

Vigtigt at være der

For Britta Buhl vil retssagen være et vigtigt punktum. Ikke et punktum for smerterne, for det bliver aldrig sat.

– Jeg tror ikke, det kan lindre. Det savn, jeg har over for min dreng, det forsvinder ikke bare lige. Men det vil give mig svar på nogle uafklarede spørgsmål, og så kan sagen i det mindste blive afsluttet, forklarer hun.

Derudover er det vigtigt for Britta Buhl at markere familiens tilstedeværelse over for gerningsmanden, der har erkendt at have ført bilen. Men han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab. Britta Buhl havde derfor taget fri omkring de fire retsdage. Hun ville med til alle retsmøderne.

– Jeg kunne lige forestille mig, at han var dukket op, og der ikke var nogen fra Magnus’ side. Så kunne han tænke: “Nåh, de er bare ligeglade”. Dét skal han bare ikke opleve. Han skal opleve, at vi er mange, der er rigtigt kede af det, og at det er helt forfærdeligt, hvad der er sket.

Vant til døden, men…

Britta Buhl arbejder som leder af Ansager Plejecenter og har derfor helt naturligt døden tæt på. Hun mindes også en lang række familiemedlemmers død – ikke mindst sin bedstemors død. Bedstemoren blev 100 år.

– Som præsten sagde til begravelsen: Det er jo en festdag. Vi mødes, fordi bedstemor blev 100 år, hvad kan vi ønske os mere af livet?

-Det kan man acceptere, det er ligesom livets gang.

– Men det er det ikke, når ens barn bliver slået ihjel. Det er den forkerte rækkefølge. Magnus blev slået ihjel, da livet lå foran ham. Han døde på den mest meningsløse måde. Det at miste et barn, det giver ingen mening. Jeg har aldrig nogen sinde forestillet mig, at man kan blive ved med at have så ondt over at have mistet et barn.

Britta Buhls yngste søn var en overgang udstationeret i Afghanistan.  Så hun har før oplevet at skulle forholde sig til, at der kunne være en risiko for, at hun aldrig så ham mere. Han kom heldigvis uskadt hjem igen.

(artiklen fortsætter under fotoet)

Magnus Buhl som hans mor husker ham: Stor, veltrænet og et energibundt. Privatfoto.

Magnus Buhl som hans mor husker ham: Stor, veltrænet og et energibundt. Privatfoto.

Selvom mange af Brittas venner har nævnt, at Magnus havde et udsat job som politimand, har hun aldrig frygtet, at hans liv ville ende så tragisk.

– Jeg har aldrig skænket det en tanke med Magnus. Han var en stor mand, veltrænet og muskuløs – og så sker det lige sådan her…Britta Buhl knipser med fingrene:

– Så er han slået ihjel…det er helt vildt.

– Min erfaring med at blive skilt viser mig, at man nok skal komme videre. Magnus’ enke skal også nok komme videre, og børnene vil få et godt liv. Men som mor får man aldrig sit barn tilbage.

Magnus mangler, når familien er samlet.

Læs søndag: Spær vanvidsbilisten inde

Del din kommentar