Søndagsvejret satte ikke rekord

Det har været tæt på søndag, og der er mere på vej

Udgivet Opdateret

Har du været ude og nyde det varme forårsagtige vejr på denne februar-søndag? Send dit bedste billede af det flotte vejr fr i dag til redaktion@newsbreak.dk, så samler vi billederne i et galleri.

Det har lugtet af varmerekord for februar i dag, men hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tvivler man på, at den nuværende rekord bliver slået.

I forbindelse med dagens vejrudsigt talte vagthavende meteorolog hos DMI, Frank Nielsen, ellers om muligheden for, at det i dag kunne blive varmere end de 15,8 grader, der det varmeste, DMI har målt for en februardag hidtil.

Nu, klokken har rundet 15.00, og kollegaen Martin Lindberg har taget over, må man dog konstatere, at rekorden, der blev sat i 1990 og nået igen i 2019, formentlig får lov til at bestå.

Martin Lindberg fortæller, at man i Odense har målt 14,1 graders varme i løbet af dagen.

– Jeg tror, det er for sent på dagen for, at rekorden bliver slået, siger Martin Lindberg.

Han gætter på, at temperaturen i dag kan ramme 14,5 grader, der det ender med at være varmest.

– Jeg tror ikke, vi kommer meget højere op, siger Martin Lindberg.

Rekorden kan blive slået

Hos DMI tror man dog stadig på, at varmerekorden for februar kan stå for fald. Det flotte, forårsagtige, vejr fortsætter i de kommende dage, og både tirsdag og onsdag i næste uge forventer man 15 graders varme flere steder i landet.

– Vi kommer tæt på rekorden flere dage i træk. Der er måske 50% chance for, at den bliver slået, siger Martin Lindberg.

Han fortæller, at der kommer tør luft til Danmark fra Nordafrika, og at vejrforholdene har skabt en optimal situation for, at temperaturen kan ramme rekordniveauet.

Powered by Labrador CMS