Stor flyulykke: Alle er dræbt

De over 170 personer om bord på det passagerfly fra Ukraine, der er styrtet ned ved Teheran, er døde.

Udgivet Opdateret

Et ukrainsk Boeing 737-fly med over 170 personer om bord er styrtet ned i Iran. Samtlige personer om bord er omkommet, oplyser Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, i en pressemeddelelse ifølge Reuters og AFP.

Det præcise antal personer på flyet er ikke bekræftet. Men ifølge præsidenten viser de første tal, at 167 passagerer samt en besætning på ni, altså i alt 176 personer var om bord.

Artiklen fortsætter under videoen

Flyet fra Ukraine International Airlines var netop lettet fra den internationale lufthavn Imam Khomeini i Irans hovedstad, Teheran, da det ifølge de iranske medier styrtede ned som følge af tekniske problemer.

Det iranske nyhedsbureau Isna oplyser, at ti ambulancer er sendt til nedstyrtningsstedet.

Ifølge det arabiske medie Al-Jazeera skulle passagerflyet være lettet klokken 05.15 lokal tid i Teheran med kurs mod Ukraines hovedstad, Kijev. Men afgangen blev forsinket med næsten en time til klokken 06.12.

Styrt skal undersøges

Flyet styrtede ned nær Parand, der er en forstad til Teheran.

Producenten af flyet, amerikanske Boeing, oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det er bekendt med mediernes meldinger om styrtet og “indsamler informationer”.

Ukraine International Airlines er grundlagt i 1992 og landets største luftfartsselskab.

Sket få timer efter angreb

Ulykken finder sted, få timer efter at Iran gennemførte et missilangreb mod to luftbaser i Irak som hævn for USA’s drab på en højtstående iransk militærperson fredag i sidste uge. På begge baser er der amerikanske soldater.

Senere natten til onsdag dansk tid forbød USA’s luftfartsmyndighed, FAA, alle amerikanske ikkemilitære fly at flyve over Iran, Irak, Omanbugten og Den Persiske Bugt.

Det er uvist, om missilangrebet i Irak og flystyrtet i Iran har noget med hinanden at gøre.

Powered by Labrador CMS