Stram Kurs ramt af forbud

Partiet bliver midlertidigt udelukket fra at indsamle vælgererklæringer, fordi der er mistanke om snyd.

Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen stillede op til folketingsvalget i juni, men opnåede ikke to procent af stemmerne, som der kræves. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Udgivet Opdateret

Valgnævnet udelukker onsdag midlertidigt partiet Stram Kurs fra at indsamle vælgererklæringer til både folketingsvalg og valg til EU-Parlamentet.

Det sker på grund af mistanke om snyd, og derfor får partiet et gult kort, skriver nævnet på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter under videoen 

Det betyder, at det indvandrerkritiske parti ikke må indsamle yderligere erklæringer, indtil nævnet træffer en endelig afgørelse.

– Valgnævnets afgørelse om midlertidigt at udelukke Stram Kurs fra fortsat at indsamle vælgererklæringer indebærer, at Stram Kurs ikke kan indsamle vælgererklæringer, hverken digitalt eller papirbaseret, lyder det.

Det sker på baggrund af en henvendelse fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

– Vi skal tage vores demokrati og spillereglerne for valg meget alvorligt. Vi kan ikke have, at partier skyder genvej til stemmesedlen, har hun sagt.

Finder to regelbrud

Social- og Indenrigsministeriet mener, at Stam Kurs, der er ledet af Rasmus Paludan, bryder reglerne på to måder.

Den første er, at Stram Kurs har brugt e-mailadresser, der blev indsamlet til at blive opstillet til folketingsvalget i år, til også at søge opstilling til EU-Parlamentet i 2024.

Men de vælgere, der har givet deres e-mailadresse, har kun givet bemyndigelse til at støtte en opstilling til folketingsvalg.

Den anden måde er, at Stram Kurs har skrevet en række e-mailadresser ind i valgsystemet flere gange. Faktisk er flere end 9000 af de omkring 40.000 e-mailadresser nedfældet mere end én gang.

Over 700 af dem er skrevet ind mindst fem gange. En enkelt hele 56 gange til både folketingsvalg og valg til EU-Parlamentet.

Partistifter svarer igen

Partistifter Rasmus Paludan mener, at Stram Kurs har fulgt reglerne til punkt og prikke.

– Der er indsendt dubletter, fordi Astrid Krag har smølet i fem måneder med at godkende vores indsamling, forklarer han i en skriftlig kommentar.

– Derfor er folk blevet utålmodige og har indtastet deres e-mailadresser flere gange. Dette er tilladt, for det fremgår direkte af ministeriets hjemmeside, at man gerne må indtaste den samme e-mailadresse mere end én gang.

Powered by Labrador CMS