Sundhedsminister lod venner få vaccine først

Argentinas præsident bad sundhedsminister om at gå af efter beskyldning om at snige venner foran i vaccinekø

Ginés González García er ikke længere sundhedsminister i Argentina, efter at præsidenten Alberto Fernández bad ham om at træde af. (Arkivfoto) Foto: Juan Mabromata/AFP
Udgivet Opdateret

Argentinas sundhedsminister er trådt af efter beskyldninger om at have ladet sine venner snige sig foran i køen til at blive vaccineret mod coronavirus.

Sundhedsministeren, Ginés González García, meddeler selv sin fratræden sent fredag aften lokal tid, efter at præsident Alberto Fernández havde bedt ham om at træde tilbage.

– Som svar på din klare anmodning annoncerer jeg min fratrædelse som sundhedsminister, skiver den 75-årige García i en meddelelse til præsidenten.

48-årige Carla Vizzotti, der er ansvarlig for at sikre Argentina den russiske Sputnik V-vaccine, overtager posten som sundhedsminister.

Afsløret af journalist

Indtil videre har kun sundhedspersonale i Argentina modtaget vaccinestik. Vaccination af mennesker over 70 år begyndte i Buenos Aires-provinsen onsdag.

Fredag beskrev den 71-årige journalist Horacio Verbitsky i radioen, at han som resultat af mange års venskab med sundhedsministeren allerede havde modtaget vaccinen på et af regeringens kontorer.

Lokale medier melder, at også andre personer med tætte bånd til regeringen er blevet vaccineret i sundhedsministeriet.

Præsident Fernández, der er i 60’erne, er også blevet vaccinere foran rullende kameraer for at opfordre argentinere til at få et stik mod corona.

Argentina med 44 millioner indbyggere har i alt haft omkring to millioner bekræftede smittetilfælde med coronavirus. Heraf har 50.000 mistet livet. Ifølge AP har Argentina indtil nu modtaget 1,5 millioner doser vaccine.

Et problem i Peru

Argentina er ikke det eneste sydamerikanske land, hvor der har lydt meldinger om snyd i vaccinekøen hos landets elite.

I Peru kom det tidligere denne uge frem, at 487 personer – heriblandt embedsfolk, flere ministre og en tidligere præsident – var blevet vaccineret mod covid-19 i smug, før landets officielle vaccineudrulning overhovedet begyndte.

Både Perus udenrigsminister og sundhedsminister var blevet vaccineret før tid. Begge trak sig fra deres respektive poster i sidste weekend.

Powered by Labrador CMS