Syg mand amok på eks-chef med hammer

En 42-årig mand skal anbringes på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, afgør Retten på Bornholm

Eks-chefen fik flere alvorlige kvæstelser. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En mand er dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling for at have forsøgt at slå sin tidligere chef ihjel med en hammer. Der er ingen længstetid for anbringelsen.

Det har Retten på Bornholm mandag afgjort, fortæller anklager Anne Moe.

Dommen får den nu 42-årige mand for en episode i august 2020. Her stod han ud på aftenen på lur ved en baggård på Åkirkebyvej i den centrale del af Rønne, da en intetanende 57-årig mand ankom til stedet.

Kort tid efter var den 57-åriges liv i fare. Han havde fået flere kraniebrud, blødninger i hjernen og brud på flere ansigtsknogler på grund af flere slag i hovedet med en hammer.

Efter slagene stillede den 42-årige hammeren fra sig og gik fra adressen mod sin parkerede bil.

Overbevist om aflytning og forgiftning

De to kender hinanden, da den 42-årige for år tilbage har arbejdet for offeret, men han havde i nogen tid følt, at den 57-årige forsøgte at forgifte ham, og at hans telefon blev aflyttet.

Derfor overfaldt han ham. Den 42-årige har ikke villet forklare sig hverken i grundlovsforhøret eller ved retssagen, fortæller anklageren. I stedet er mandens forklaring til politiet blevet læst op.

Det er her, manden har fortalt om oplevelsen af aflytning og forgiftning.

Den 42-årige har erkendt grov vold, men har nægtet sig skyldig i drabsforsøg. Med andre ord har han fortalt, at han havde til hensigt at skade sin tidligere chef – ikke at slå ham ihjel eller forsøge på det.

Anbragt på psykiatrisk

Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til anke. Hvis den 42-årige vil have prøvet sagen ved landsretten, skal den ankes inden for 14 dage fra domstidspunktet.

Forud for retssagen har manden været varetægtsfængslet og surrogatanbragt i psykiatrien.

Anbringelsesdommen betyder, at han skal bo på en psykiatrisk institution eller afdeling, hvor der konstant er overvågning. Han vil i den forbindelse være frihedsberøvet.

Da dommen er på ubestemt tid, vil det være op til den behandlende overlæge og i sidste ende retten, hvornår den dømte kan komme på fri fod.

Pårørende til den tiltalte har i forbindelse med sagens efterforskning fortalt politiet, at den 41-årige “virkelig havde brug for psykiatrisk hjælp”. Det skrev TV2 Bornholm i forbindelse med grundlovsforhøret.

Powered by Labrador CMS